Forårsfilm

Så er årsopgørelsen for Skat 2013 kommet, og jeg så er der penge på kontoen. 279 kr for at være præcis. My God jeg føler mig rig, og det skulle fejres, så jeg var ude og købe verdens bedste forårsfilm, Ronja Røverdatter, og der blev endda penge til overs.

Jeg er vokset op med Astrid Lindgrens bøger og film til at nære min fantasi, på samme måde som ilt nærede mine lunger og chokolade min sult, og jeg er aldrig blevet for gammel til dem. Da jeg var allermest syg her for nogle år siden, og hvor voksenfilm blev for komplicerede eller irrelevante, da var det disse film jeg vendte tilbage til. De var smukke og mørke på samme tid, og historien var enkel uden at være fordummende.

Jeg købte altså filmen her i weekenden som min måde at fejre foråret på, for selvom filmens handling spreder sig over to fulde år, så er det for mig indbegrebet af en forårsfilm. Jeg kunne ikke finde et billede af anemonescenen, som ellers er det billede jeg tænker på, hvor den rødhårede birk kaster sig ned i et tæppe af anemoner med et saligt smil om munden, mens den sorthårede Ronja springer rundt og skriger sit forårsskrig. Den lille scene rummer så megen livsglæde, at det næsten gør helt ondt.

En anden scene jeg ikke har hunnet finde billeder af på nettet er 13 splitterragende nøgne røvere der bliver gennet ud i sneen for at vaske sig, hvor de tumler rundt som en flok børn. Det er ikke fordi jeg har et stort behov for at se på slatne mandenumser, det er mere fordi den scene er så herligt uamerikansk. Jeg elsker amerikanske film, men nogle gange bliver det lidt for meget af det samme. Her er scenen, hvis den var blevet lavet i USA: 13 Brad Pitt lookalikes kommer værdigt løbende, gerne enkelte klip i slow motion. Alle er top trænede og velproportionerede. Kameraet fanger hovedsageligt deres overkroppe og deres hvide ånde. Når man ser dem i hel figur et de iført et par boxershorts så store at de er klovnen Bobo værdige, for de voksne skal jo nødig se at kulden får deres manddom til at krympe sig, og børnene skulle nødig se hvordan en nøgen mand ser ud. Ikke nødvendigvis nogen helt dårlig scene, men den svenske er sjovere.

Jeg ved ikke hvor stor Sveriges filmindustri var i midt-80'erne, men jeg har på fornemmelsen at mange af skuespillerne er hentet fra landets teatre, hvilket er skønt, for de formår at bruge deres kroppe og ansigter på en mere markant måde end man ser i moderne film. Jeg er autist, og jeg har svært ved at aflæse ansigtstræk og kropssprog, derved ikke sagt at jeg slet ikke kan finde ud af det. Kropssproget i Ronja Røverdatter er dog ikke til at tage fejl af, og jeg nyder det. Moderne film vil 'afbillede virkeligheden', og det er sikkert fint nok, men langt hen af vejen er virkeligheden triviel. Der er intet trivielt over Lindgrens film, men de føles stadig ægte.