I går havde jeg besøg af en af vikarerne fra mit gamle bosted, men hun var her i rollen som ven og ikke som pædagog. I løbet af min tid i behandling, har jeg måttet sige farvel til rigtig mange pædagoger og sygeplejersker, og det har været enormt hårdt, for rigtig mange af dem var jo mennesker jeg holdt af, og det gjorde ondt aldrig at skulle se dem igen. Mange gange ønskede jeg at vi kunne bevare kontakten, men sådan blev det bare aldrig. Måske var det fordi jeg dengang var for syg, og de var nødt til at tænke på at beskytte sig selv fra at blive en form for ekstern behandler for mig, måske var der bare aldrig nogen der højt sagde de magiske ord "vil du være min ven?".
Nu om dage har jeg kontakt til et par stykker af pædagogerne fra mit sidste bosted, inklusiv den vikar som var her i går. Det er en virkelig rar fornemmelse, for det giver mig følelsen af at være mere end bare en patient, måske ligefrem et rigtigt menneske. Disse mennesker viser mig at de rent faktisk kan lide mig for den jeg er, og ikke bare fordi de bliver betalt for det. Jeg føler mig ikke længere bare som et job man tager hjem fra.
Men for at fortælle lidt om i går, så var det rigtig rart at se vikaren igen. Jeg kommer godt ud af det med mine nye kontaktpersoner, men vi har ikke en historie sammen, og jeg har ikke et nær så personligt forhold til dem, fordi vi ikke har nær så meget kontakt. Det var derfor rart og sidde og snakke uden hele tiden at skulle forklare hvorfor og hvorledes.
Desværre havde vi ikke meget tid, for det var sent på dagen ud fra min døgnrytme, og jeg var træt. Da vi sagde farvel faldt jeg i søvn stort set med det samme, og jeg er stadig træt, hvilket irriterer mig grænseløst, for jeg vil også have lov til at have et socialt liv lige som alle mulige andre, men hele mit system er imod mig.
1 kommentar:
Det er så fantastisk, at der findes mennesker, behandlere og personale, som tør overskride den grænse. Det betyder alverden.
Send en kommentar