Om efterårets ensomhed

Jeg ved, at der sidder et par nye læsere derude, så i første omgang, velkommen til jer, jeg håber, at I kan følge med i alle de projekter jeg har gang i, og hvis det kniber, så er I altid velkommen til at spørge.

Så er det efterår, og jeg læser efterårs Mumibøger, og tænder stearinlys, og skruer op for varmen. Det gik først virkelig op for mig, at efteråret var kommet, da jeg var på vandretur i lørdags. Jeg i den kolde fugtige tåge og nød træernes gulbrune skær og lugten af blade der rådner på skovbunden. Okay, det lyder måske ikke så fint, som nor man beskriver det sprudlende forår, men efteråret er MIN årstid, og jeg elsker den. Der er en form for ensomhed over efteråret, ikke en ensomhed som 'jeg er helt alene og ingen kan lide mig', men som 'jeg er mig lige her og nu, og der er ingen til at forstyrre mig'.

Jeg trives i efteråret, jeg trives med, at jeg kan tage en tyk trøje og lange bukser på, jeg trives med mørket, jeg trives med køligheden, jeg trives med at være omgivet af gult og brunt, ja, jeg trives endog med fugtigheden. Folk, mig selv inklusiv, beklager sig, for det er sådan vi gør i dette land, og jeg tror at det er sundt at beklage sig lidt engang imellem, hvis man ikke tager sig selv alt for seriøst. Jeg beklager mig mest over efteråret fordi det er en forandring, og I ved jo nok hvordan jeg har det med forandringer

""Far!" råbte Mumitrolden. "Har du ikke lagt mærke til noget særligt? Vi har tændt lampen!"
"Ja, jeg syntes, det var rart med lampen, nu aftnerne bliver lange. Sådan føler jeg det i aften," sagde Mumimor.
Mumifar sagde: "Men så gør man en ende på sommeren. Lampen tænder man først når sommeren er forbi."
"Så bliver det jo efterår," sagde Mumimor stilfærdigt.
[...]
"Nogle fædre bestemmer altid, om det er tid at tænde lampen," mumlede Mumifar ned i sin tekop"

Tove Jansson, "Mumifar og havet", s. 15.

Jeg har altid haft en hvis sympati med Mumifar. Mumifafilien er en stor udvidet familie med en masse skiftende adoptivbørn med mærkelige former og størrelser, og alligevel er det ham, Mumifar, der er udenfor, for da Mumitrolden var lille, forlod Mumifar familien og stak til søs med hattifnaterne, og så skal man ikke bare bygge familien et hus, man skal også genopbygge tilliden.

Forleden, da jeg var på café med en veninde,spurgte vi som sædvanligt til hvad hinanden læste. Jeg var igang med tre bøger, og blandt andet var jeg i gang med "Mumifar og havet", hvilket hun smilede ad og rystede opgivende på hovedet. Der er ni Mumibøger, men jeg regner kun de fire sidste for noget. De fem første bøger er små forvirrende fortællinger mere eller mindre uden moral og dybde, men Mumitrolden selv bliver ældre (og det gør hans læsere også) og de ting han oplever bliver mere avancerede. "Mumifar og havet" handler om hans relation til andre væsner, på at skelne mellem ydre skønhed og indre godhed, men den handler også om at Mumifar skal genvinde sin værdighed.

Men tilbage til efteråret, så glæder jeg mig, for det er ikke ovre endnu, og jeg har planer om flere lange gåture.