Jeg var på restaurant med min onkel og tante i går for at spise frokost. De skulle have den store tre retters menu, men jeg er vant til bare at spise en skive rugbrød med kyllingepållæg, så jeg nøjedes med grøntsagstærte med kikærte curry, tzatziki, salat og brød, hvilket for mig var en meget stor portion, men ikke så stor at jeg ikke kunne forholde mig til den. Den var faktisk meget lækker, hvilket lige i denne situation var rart, men normalt er det ikke et ord jeg har spor lyst til at bruge om mad.
Pædagogerne, især vores madmor, vil gøre det ih og åh så godt for os, og de spørger om det smager godt, eller om der er noget de kan gøre for at gøre det godt for os, men de forstår ikke, at jeg er på et sted hvor de ord er stoppet med at give mening, for mad er generelt klamt, det er bare et spørgsmål om hvilken grad af klamt, og om jeg kan holde ud at spise det.
Jeg acceptere, at jeg er nødt til at spise en hvis mængde fordelt ud over dagen, for jeg har stadig problemer med mit blodsukker, og jeg orker ligesom ikke alt for voldsomme rysteture, og jeg vil også gerne have energi nok til at klare min skolegang. Jeg har det dog sådan, at eftersom maden (næsten) aldrig er lækker, så er der andre adjektiver der er gode at bruge. Manden kan være belejlig, nærende, nem, overskuelig og forsonlig. I denne sammenhæng virker det ikke som nogen gode adjektiver, men det er det faktisk, for de hjælper mig med at forlige mig med den mad, som jeg et eller andet sted ikke har lyst til at spise.
Men maden fra Arthur var virkelig lækker, og det var fedt, men jeg tror, at hvis jeg skulle have lækker mad hver dag, så ville jeg blive tyk og fed, stresset over at blive tyk og fed og generelt bare overstimuleret og træt. Det ville hjælpe mig meget, hvis pædagogerne kunne diskutere mad med mig på mit plan, men så skulle de først have at vide hvad mit plan er. Vi kunne diskutere hvilke retter der er umulige at ødelægge, hvilke konsistenser der er lidt mindre klamme, at mine nejle er skrøbelige for tiden, og hvilke mineraler og vitaminer jeg mangler. Der er spørgsmål jeg kan forholde mig til, og som jeg faktisk har LYST til at besvare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar