Det lykkedes, min far og jeg fik vores pizza i går, men ikke bare pizza, super lækre pizzaer fra Mammas. Som jeg skrev i går, så har jeg ikke rigtigt spist pizza i mange mange år, og hvis jeg gjorde, så var det altid i smig, for jeg syntes, at der var et eller andet skamfuldt over at spise pizza.
Der var mange grunde til at jeg ville undgå pizza, det var plejede at være skamfuldt, når man først er begyndt kan det være svært at stoppe igen, og ikke mindst, så kan det være helt enormt svært at kaste op igen fordi brødet er så hårdt og med skarpe kanter, men det er jo ikke meningen, at jeg skal kaste op længere, og mange af de andre spiseforstyrrede emner er jeg også ved at få ryddet op i, så det var virkelig på tide at give det en chance.
Behøves jeg at sige, at det var super lækkert? Men det var det i hvert fald. Jeg fik mig en margarita, bare tomat, ost og frisk basilikum, hvad det så end skulle have til fælles med en citrusdrink af samme navn. Jeg går meget ind for, at pizza SKAL spises med fingrene for ligesom at få hele oplevelsen med, med fyldet var så flydende, at jeg var nødt til at spise det oven af med en gaffel og så spise bunden for sig selv, men pyt, pizza er vel pizza ligegyldigt hvad.
Mit største problem var nærmest, at pizza er noget man helst spiser om aftenen, og på den tid af dagen, har jeg ikke den vilde appetit. Jeg er i udpræget grad et morgenmenneske, jeg står monster tidligt op, og hvis det stad til mig, så blev alle dagens gøremål ordnet før kl 12 middag., men sådan er verden desværre ikke indrettet.
Det lykkedes mig at spise et stykke pizza og et æble, men så var der bare så meget mere til min morgenmad, og der er ikke noget der slår pizza til morgenmad.
Mener jeg nu, at jeg nu er kureret for min spiseforstyrrelse bare fordi jeg kan spise pizza med min far? Øhm, det kommer vel an på om man mener at man nogensinde kan blive kureret for en spiseforstyrrelse, men jeg er i hvert fald kommet en ganske lang vej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar