fredag den 28. juni 2013

Om passiv rygning

I går var jeg sammen med en rigtig god veninde som er én af årsagerne til, at jeg gerne vil flytte 'hjem' til Aarhus. Vi var på rygercafé (Ris Ras), og vi snakkede i 1½ time, og jeg blev slet ikke træt, den eneste grund til at jeg tog hjem da jeg gjorde var, at ikke ville rende ind i myldretrafikken.

Luften var tung af røg, og jeg har nok fået forkortet 3 år af mit liv eller noget i den stil. Sådan en omgang røg sætter sig i tøjet, håret og huden, og jeg sidder stadig med følelsen af at lugte af surt askebæger, men når jeg ikke er ryger, hvorfor var vi der så i det hele taget? Det er ret simpelt, min veninde er ryger, og vejret var for koldt og fugtigt til at finde en fortorvscafe. Der er ikke noget der forhindrer rygere i at sidde på almindelige caféer, så længe de ikke begynder at fyre op, men så vil de også gerne ud og ryge hver halve time, og jeg synes egentlig ikke, at det er særlig fedt at blive ladt tilbage alene ved et cafébord, så egentlig hellere lidt passiv rygning.

Det er ikke, at jeg er fortaler for passiv rygning, jeg ved udmærket godt hvor skadeligt det er, og jeg er glad for, at mine rettigheder til ren luft bliver beskyttet, men nogle gange bliver det hele måske lige lidt for frelst for min smag, for hvis man da ikke lige er astmatiker, så tager de fleste vel ikke alt for meget skade af lidt passiv rygning. Som sagt, så sad vi der jo ikke hele dagen, men bare 1½ time.

Det hårdeste var at træde ind på cafeen og blive mødt af en mur af røg, men jeg vænnede mig ret hurtigt til det, men det er altså ikke kun på grund af rygning, at vi kommer der. Det er også fordi det er et enormt uprætentiøst sted. En kaffe er bare kaffe, og man kan ikke få en burger med perleløg fra Peru er en brunch serveret på kunstnerisk manér. Vil man i det hele taget have noget og spise, så må man medbringe en madpakke, hvilket sparer én for en hulens masse penge.

Jeg tager hensyn til mine rygende venner ved at jeg ikke er så sart, og mine rygende venner tager hensyn til mig ved, at de ikke står og pulser mig op i hovedet, og så er der i sidste ende plads til alle.

Ingen kommentarer: