Jeg var noget så forfærdelig træt i går. Okay, jeg er altid træt, men jeg var så træt at jeg stod med et brev i hånden foran en postkasse og skulle til at putte det i, da jeg opdagede, at der på postkassen stod, at A post leveres inden for et døgn efter tømningstidspunktet, men det brev jeg stod med i hånden var B post. Jeg ved jo et eller andet sted godt, at en postkasse er en postkasse, men jeg var gået helt i stå, og jeg lagde flovt brevet tilbage i tasken og gik videre til næste postkasse, men der stod der det samme, og det samme med den næste, så jeg fik slet ikke sendt mit brev i går, og jeg skammede mig over min egen stupiditet. Jeg skrev en sms til pædagogerne, men de forstod ikke helt problematikken, og så skammede jeg mig lidt mere.
Det er meningen, at jeg skal i teateret med nogle af mine 'klassekammerater' her i begyndelsen af oktober, og sådan noget ligger selvfølgelig om aftenen, og det vil jeg slet ikke kunne klare som landet ligger nu, så jeg prøver jeg at lære mig selv at sove middagslur. Det går ikke helt efter planen, jeg falder i hvert fald ikke i søvn, men jeg ligger da med lukkede øjne i en times tid. I går gik det bare overhovedet ikke. Jeg kom hjem, tog make-up af, tog nattøj på og gik i seng. Der gik ca 10 min, så kom der en sms, om jeg ikke skulle have noget at spise. Jeg svarede mere irriteret end godt er, at jeg sov, men så kom der gud hjælpe mig en sms til, at jeg bare skulle sige til når jeg var klar. Bande, svovle. Jeg vendte mig om på den anden side og prøvede at falde til ro, men så kom der endnu en sms om at vores pedel kunne komme og ordne nogle ting hos mig. Fint nok. Lagde mig igen, men så kom jeg til at tænke, at det nok var en god idé lige at få noget tøj på inden han kom, og således fik jeg slet ikke hvilet mig i går.
Jeg overvejede kort, om jeg skulle gå i seng efterfølgende, men så kom en af pædagogerne op og ville tale med mig. Det var godt, for jeg havde egentlig selv bedt om det, men jeg var så træt at jeg bare sad og græd og græd og ville ikke spise min eftermiddagsmad, og jeg orkede ikke at kæmpe mere i den sag hvor jeg blev så vred forleden dag, og hvor meget forlangte de at jeg kæmpede for at få det til at fungere, for nu var det nemlig kommet til det punkt, hvor det er begyndt at gå ud over mine studier. De sagde, at de ikke forlanger mere af mig end jeg allerede gør, men så tudede jeg endnu mere, for det er ikke rigtigt, for som reglerne er nu, så SKAL det fungere, der er ikke nogen plan B, og jeg ikke vidste om jeg kunne blive ved med at leve på den måde. Det sidste var måske set i bakspejlet lidt melodramatisk, men sådan føltes det lige der. Vent et øjeblik sagde hun, gå op og se lidt TV, så kommer jeg om lidt, og jeg gjorde det og tårerne tørrede lige så stille, og da hun kom op til mig, var jeg mig selv igen.
Det hun skulle var, at hun ville konferere med en af de andre, og det blev besluttet at give os en besked et par dage før tiltænkt, fordi så kunne de nemlig fortælle mig, at pga nogle regelændringer, så vil det ikke fremover være så livsnødvendigt at jeg klarer problemet, og så snart jeg følte presset lette fra mine skuldre, så virkede det ikke længere som et så uoverskueligt problem, og jeg tænkte, at det skulle vi nok finde en helt fornuftig løsning på.
Jeg har hjemmedag i dag, dvs der egentlig er undervisning, men jeg er nødt til at blive hjemme fordi min psykolog kommer, og fordi, jeg endnu ikke er stærk nok til at klare fire dage om ugen. Det var min plan at sove længe, men det kunne jeg godt glemme alt om, jeg vågnede præcis når jeg altid vågner, men fordi jeg var så træt i går, havde jeg ikke købt Pepsi max. Jeg drikker Pepsi max om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg det kun sjældent senere på dagen. En morgen uden kunne jeg slet ikke overskue, så jeg valgte at gå en tur, hvor jeg lige kunne smutte inden om kiosken på stationen, som åbner allerede kl 6, og så kunne jeg få mit fix, om end til overpris.
Jeg havde overhovedet og helt og aldeles ikke lyst til at gå en tur, og jeg var træt og gnaven, hvilket bare gjorde, at jeg tvang mig selv til at gå en lidt længere tur. Da jeg så var ude, var det lige så modbydeligt som jeg havde forestillet mig. Det var for varmt med jakke og for koldt uden og luften var klam og jeg følte mig ligeså, så jeg valgte at gøre turen endnu længere. Min logik vil måske for nogen virke mindre logisk, men pointen er, at jeg frygter at blive et dovent svin, og hvis man først slækker lidt på kontrollen, så risikerer man en lavine. Folk siger, at sådan behøves det ikke at være, men jeg ved ikke om jeg tør stole på dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar