Om brunch

Jeg er i Odense i et par dage for at slappe af, men jeg er blevet så vant til, at der skal ske noget hele tiden, så jeg kunne ikke bare sætte mig i sofaen og lave ingenting hele tiden, så jeg skrev til en veninde, om hun ville med ud til brunch. Jeg sad lidt og grublede, og så sendte jeg et PS, om vi ikke skulle tage toget til Nyborg, og så gå en tur rundt om spidsen langs vandet. Hun skrev tilbage, om vi ikke kunne tage til Svendborg i stedet, der havde hun aldrig været, og hun havde hørt, at der skulle være så smukt. Det lød godt, for jeg er i gang med en børnebogsserie om Svendborg op igennem fra 1000-tallet og frem, Danerriget serien af Josefine Ottesen (anmeldelser HER og HER). Bøgerne er enormt spændende, så det kunne være super fedt at tage dertil, men desværre blev vores planer ødelagt af vejret.

Vejrudsigten sagde øsende regn, så vi valgte brunch i stedet, hvilket jeg både var glad for, og lidt skuffet over, for jeg kunne egentlig godt trænge til et eventyr, men på den anden side, så ved jeg også godt hvor udmattet det ville efterlade mig, og det var jo lige nettop meningen, at jeg skulle slappe af i denne weekend.

Min far var endnu ikke stået op, da jeg skulle af sted, men vejret var endnu ikke blevet dårligt, så det gjorde ikke noget. Turen ind til byen tager ca 30 min, og når vejret er fint, er det en hyggelig lille tur. Vi skulle mødes på café Kræz, men da min veninde var lidt forsinket, sad jeg alene ved et bord og gloede. Vi havde ikke bestilt bord, det troede vi ikke var nødvendigt, så vi var heldige overhovedet at få et. Jeg er ikke god til at sidde alene på en café, jeg føler at alle kigger på mig og tænker at jeg er en taber, og at jeg er blevet brændt af. Jeg var ikke blevet brændt af, og jeg skulle kun vendte i 10 min, men det føltes som en evighed. Tjenerne var søde og var henne og spørge, om der var noget de kunne byde mig mens jeg ventede, en stor Pepsi max tak.

Det var rigtig hyggeligt at spise brunch med min veninde, og maden var god, bortset fra røræggene der ikke smagte af noget. Det var rart at være ude i den virkelige verden og tale om andre ting end sygdom og elendighed. Det var rart bare at være to veninder der sad på en café og var helt normale, snakke om normale ting og føle sig helt normal, men samtidig fik det mig til at føle, at jeg lever et dobbeltliv, for i dag tager jeg hjem til mit bosted, hvor der er døgnbemanding, medicinskab og ugesamtaler. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide at bo der, og jeg er taknemmelig for den hjælp jeg får og som jeg har så hårdt brug for, men helt ærligt, så er det ikke nogen helt normal måde at leve på.

Jeg spiste tre små portioner, og jeg følte mig proppet, men der var ikke den fuldstændigt paniske følelse jeg nogle gange godt kan få, når jeg er ude og spise. Når man er spiseforstyrret, kan det godt være virkelig svært at spise ude. Det er som om maden tæller for meget mere, både fordi folk ser én spise den og kan se hvor grådig og klam man er, men også fordi at spise ude er at forkæle sig selv, og man har en fornemmelse af, at det fortjener man ikke. Jeg var ikke engang stolt over at klare det med maden, jeg trak bare på skuldrende og sagde 'selvfølgelig', selvom jeg ved, at det er alt andet end en selvfølge.

Der var mange mennesker, og derfor også meget larm på caféen, så derfor blev jeg efterhånden meget træt. Jeg var ikke træt af min veninde, bare træt af situationen. Mens vi havde siddet derinde var det begyndt at regne, ikke bare en stille og rolig regn, men en silende, øsende og plaskende regn, så jeg skrev til min far, om han kunne hente mig. Han var tilfældigvis lige blevet færdig med nogle indkøb inde i byen, så jeg betalte, gav min veninde et stort knus, og skyndte mig over til parkeringspladsen, hvor jeg kunne stå under halvtaget henne ved cyklerne til han kom.