Om facebook

Man kan sige mange grimme ting om Facebook, men jeg kan nu egentlig for det meste godt lide det.

Min kærlighedsaffære med det sociale netværk begyndte for alvor, da jeg i sin tid blev syg og begyndte at ryge ud og ind af psykiatrisk hospital. Pludselig blev det en helt uoverskuelig opgave at holde kontakten med slev mine næreste veninder, men Facebook hjalp mig med at holde styr på folks liv. Jeg kunne sige tillykke med fødselsdagen og kommentere livets op og nedture, jeg kunne vise verden, at jeg stadig var i live, og jeg kunne samle medlidenhedspoint, når alting bare var skod.

Facebook var min livline til verden udenfor hospitalet, men hvor glad det end gjorde mig, når det fik mig til at føle mig som et rigtigt menneske med venner og sjov, lige så ked af det kunne jeg blive, når jeg fik smidt i hovedet hvor fantastiske andre menneskers liv var, og jeg havde en lang kriseperiode, da alle mine tidligere studiekammerater fik deres bachelor, og igen da de blev kandidater, for jeg kunne jo have været en af dem.

Mens jeg var syg fik jeg kontakt med en veninde jeg mistede kontakten med da jeg startede på gymnasiet. Vi havde gået i klasse sammen 0-2 klasse og været penneveninder 7-9 klasse og helt uden kontakt i de mellemliggende perioder. Det viste sig, at hun boede på et kollegium kun et stenkast fra mit eget. Hun lod sig ikke skræmme af psykiatriens stigmatisering af mig, og vi mødtes tit og gik en tur, mest bare for at få mig lidt væk fra hospitalets trykkende stemning, og det er jeg hende stadig taknemmelig for.

Selvom jeg har fået det bedre bliver Facebook stadig ved med at stå for op og nedture i mit liv, men det er måske fordi jeg går alt for meget op i det. Hvem kan lide mine statusopdateringer? hvem sender jeg friend request til, og hvem sender til mig? Er der nogen af mine protestantiske og ateistiske venner der siger noget grimt om paven? Og forestil jeg min overraskelse, da jeg lavede et for sjov billede af en præst jeg kender og viste ham ved siden af den nu tidligere pave og foreslog ham som pavekandidat fordi de havde (næsten) samme hat, og det viste sig at det blev populært og mere end 30 mennesker trykkede like (for mig er det mere end jeg nogensinde før har prøvet),  også selvom jeg slet ikke kendte hovedparten af dem. Det føltes som en kæmpe ros.

Nu om dage bruger jeg det mest til sjov og lærdom og jeg er medlem af både science is awsome, catholic, protestant, episcopal, jewish og muslim memes, alle sammen vittighedssider, for man lærer ting hurtigst hvis man får det præsenteret på en sjov måde.