Jeg var simpelthen så træt i går, så allerede kl 8 om morgenen sad jeg og hang med hovedet. Jeg havde lige besluttet mig for at tage en stille dag, da det pludselig slog ned i mig "Fuck, det er onsdag, og jeg skal mødes med min mentor". Jeg har mødtes med ham fast hver onsdag hele semestret, så det var jo ikke fordi det virkelig var nogen overraskelse, men eftersom jeg ikke længere tager timer på universitetet, så er det der med dagene gået hen og er blevet et lidt abstrakt begreb.
Jeg overvejede kort helt at melde fra og holde fast i, at det skulle være en stille dag, men på den anden side, så var lektierne de samme som sidste uge, og jeg havde lavet dem, så hvorfor egentlig ikke, så af sted med mig. Der stod fint i vejrudsigten at det ville blive varmt, så jeg stod ved busstoppestedet i korte shorts og en jakke jeg i sidste øjeblik havde taget med. Klokken var 10 om formiddagen, og varmt var ikke lige det ord jeg selv ville bruge.
Da jeg først startede med min mentor, var vi meget meget seriøse og kunne nå en frygtelig masse, men efterhånden som vi lærer hinanden bedre at kende, er der altid en helt masse der lige skal diskuteres først.
- Der er en fugl der hedder en munk, og som katolik skærer det i mine ører at fortælle at der bor en munkefamilie tæt på mit hjem.
- I trosbekendelsen siger man, at man tror på "kødets opstandelse", hvilket fik min tutor til at tænke på zombier. Som et teologisk argument tror jeg, at forskellen på kødets opstandelse og en zombie er, at kødets opstandelse er legeme OG sjæl, og jeg tror ikke at zombier har meget sjæl, ikke dem jeg har set på film i hvert fald.
Som i kan se er det nogle meget vigtige emner vi tager op, langt vigtigere end anvendelsen af frie prædikater i latin, men som jeg flere gange påpegede så skal jeg ikke til eksamen lige i første omgang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar