Om rigtig mad

Jeg er vist ikke den store gastronom. I går havde jeg lyst til at få noget andet end den mad jeg evigt og altid spiser. Normalt resulterer det bare i at jeg køber en mango og spiser den stående ved køkkenbordet, men i går købte jeg kylling som jeg grillede på en pande, og jeg kogte noget af den dyre pasta, som jeg fik i indflyttergave.

Normalt spiser jeg foran computeren eller fjernsynet, men når nu jeg har gjort mig umage, så følte jeg lidt at maden fortjente at blive nydt i ro og mag, men det virkede mest bare underligt at sidde der og ikke foretage sig andet end at spise. Maden smagte da udmærket, men det var heller ikke nogen wow-oplevelse, og jeg følte præcis den samme mæthed, som når jeg spiser min sædvanlige rugbrød med billig pålæg. Måske var jeg mæt lidt længere tid, men det var vel bare fordi jeg spiste mere. Den størsye forskel er egentlig mængden af opvask.

I gamle dage gik jeg meget op i min  mad og lavede den fra bunden hver dag af lækre råvare, men det drejede sig om meget mindre mængder end i dag, og jeg tror at det er det der gør forskellen. Når man kun tillader sig selv en lille smule mad, så vil man gerne have at den lille smule betyder så meget som muligt. For mig betød det, at jeg ville lave det fra bunden og med masser af grøntsager, for jo mere af min næring der kom fra grøntsager, jo større volumen kunne jeg få lov til til at spise. Nu om dage spiser jeg så meget, at hvis min næring hovedsageligt skulle komme fra grøntsager, så ville jeg skulle spise uoverskueligt meget, og det er grøntsagerne der er sjove at lave, i hvert fald når man ikke har nogen ovn til at bage brød.

Desuden har jeg ikke længere tid til at lave alt fra bunden, da jeg er meget mere interesseret i motion, og uni, og bøger, og venner, og hvad jeg ellers har i mit liv. Selvfølgelig har jeg som sådan tiden, hvis jeg gad at tage mig den, men sandheden er, at mad bare ligger ret meget nede i bunden af min prioriteringsliste. Jeg får hvad jeg skal, jeg gider bare ikke bruge for meget tid på at tænke på det. Jeg har tilbragt alt for mange år med, at maden var min absolut første prioritet, hvor end det var for lidt (anoreksi), for meget (bulimi) eller et hysterisk forsøg på at lade som om alt var okay.

Måske udliner tingene sig en dag, og det er da ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at lave og spise god mad, det er bare, at jeg nok går mere op i selskabet end op i selve maden.