Om at måtte trække sig

I går var min far, søster og jeg ovre og spise sushi hos min farmor og spise sushi. Jeg synes at det er lidt bad ass, at min farmor på 85 spiser sushi, sms'er og emailer. Det var rart at være sammen med familien, de mennesker der betyder mest for mig selvom det ikke så tit er noget jeg får sat ord på.

Det var virkelig hyggeligt, men jeg var lidt forkommen ovenpå min fars og min københavnertur. Jeg kunne lige så stille mærke at kræfterne slap op. København er en dejlig by, og det var rart at være der med min far, men der var så mange mennesker, så mange lyde og så mange ting at se på, at min hjerne blev overstimuleret. Det er lidt svært at forklare hvordan det føles. Det føles lidt som jul når man bare ikke gider flere nisser, ikke kan klare synet af endnu en overfyldt tallerken og bare glæder sig til at komme hjem til en grå hverdag, og så alligevel ikke helt, for det med julen er mange mennesker enige om på én gang, men den almindelige overstimulering er vist mest os autister der lider af, og den kommer uafhængigt af hvad alle andre mennesker går og føler.

I gamle dage ville jeg være blevet irritabel og klynkene og straks have bedt om at komme hjem, men i går nøjedes jeg med at blive svimmel, så jeg gik ind i stuen og lagde mig lidt på sofaen.

Min farmor og jeg havde lige siddet og snakket om hvor langt jeg er nået de sidste par år, men en del af det at få det bedre er at vide hvornår man ikke kan mere og så trække sig. Jeg tror ikke at jeg behøves at undskylde over for min familie, men jeg har behov for at undskylde over for mig selv, for på trods af alle de år der er gået, så har jeg stadig ikke forliget mig med, at jeg ikke kan klare alt.

Til at begynde med var det fint bare at ligge der, men på et tidspunkt kom det dertil hvor jeg bare ville hjem, men de andre blev bare ved med at snakke og snakke, så jeg stillede mig i døren og så på min far med store hundeøjne, for ligesom at signalere, at nu var det ved at være tid.