Jeg er typen der altid kommer i god tid, bare ikke lige i går. Først var der problemer med togtiderne, så med busserne. Faktisk var der så meget rod med busserne, at jeg, for ikke at gå helt i spåner, måtte beslutte, at hvis jeg ikke sad i en bus inden klokken hel, så ville jeg blive nødt til at vende om og tage det næste tog hjem. Jeg vil gerne være en god elev der kommer til timerne, men jeg ved også, at jeg også bliver nødt til at passe på mine stakkels autistiske nerver, og hvis der bliver for meget rod omkring mig, så bliver jeg nogle gange nødt til at sige stop og gå min vej. I sprogfag som hebraisk er der mødepligt, også selvom der ellers ikke er det på universitetet, men jeg kan se, at jeg i teorien ender med at skulle til en særeksamen til vinter, så derfor søger jeg gennem Rådgivnings og Støttecentret (RSC) om dispensation for fravær, jeg har jo en "lovlig" undskyldning, hvis man kan sige det sådan, og jeg har jo været igennem faget én gang før.
Jeg kom dog med en bus 8:47, og nåede op på universitetet, om ikke i god tid, så i hvert fald tids nok. Så jeg kom farende ind i klassen, smed mine ting på et bord i nærheden af det første kendte ansigt jeg kunne se, og for ud på toilettet og så tilbage på min plads. At være sent på den forvirrer mig og måske derfor rakte jeg hånden op for frivilligt at tage en temmelig svær sætning.
Jeg var godt i gang med at læse min oversættelse op, da det gik op for mig, at jeg slet ikke havde forberedt den ordentligt, men der var ikke noget at gøre, jeg måtte bare klare mig igennem på bedste besyv (kan man overhovedet bruge det ord på den måde?). Jeg har ikke tendens til rødmen, men det føltes sådan. Hvordan kunne jeg være så dum både at forberede mig dårligt, og så prøve at vise mig foran hele klassen? Det var en passende straf for mit hovmod, og jeg tog mig sammen og klarede oversættelsen. Det var enormt pinligt mens det stod på, men set i bakspejlet var det egentlig en god øvelse. Jeg viste mig som en i klassen, jeg er ikke bare en der sidder på sin trone og kan det ikke. Måske skal jeg endnu ikke kæmpe så hårdt som de andre, men jeg skal også kæmpe, og jeg begår fejl.
Nu er jeg en lille smule mere end en af dem, men hvad mon læreren tænker? Han var lige begyndt at anerkende mig som en dygtig elev som interesserer sig for faget, men er alt det nu ødelagt? Jeg må bare kæmpe hårdere fremover, der er ikke andet for, og det føles egentlig godt at have en konkret opgave, noget jeg skal gøre, og hvor resultatet bliver bedømt.
Folk omkring mig er tit bekymrede for mig over mine, i deres øjne, alt for høje krav til mig selv, men hvad er for høje krav? Jeg er bevidst om, at Gud har givet mig visse evner, og ville det ikke være en synd hvis jeg blot gravede dem ned og ikke udviklede mig og blev endnu bedre? For selvom der er ting jeg er dygtig til, så er jeg ikke perfekt, og jeg regner ikke med at blive det, men jeg ønsker at arbejde med mig selv psykisk, mentalt og fysisk, så jeg hele tiden kan blive lidt bedre. På nuværende tidspunkt kan jeg mest bruge mine evner til at hjælpe mig selv, og det er fint lige nu, men jeg ønsker med tiden at grave mig ud af det hul som psykiatrien og socialpædagogikken godt nogle gange kan være, så at jeg engang i fremtiden kan gøre noget for andre. Er det nu så galt?
Jeg har et meget diffust forhold til den fremtid der ligger længere ude end en uge eller så frem, hvilket gør det næsten umuligt for mig at lægge langtrækkende planer for mit liv, men bare fordi jeg ikke kan forestille mig den, betyder det ikke, at jeg ikke anerkender at den eksisterer, og jeg vil gøre, om ikke hvad som helst, så i hvert fald meget for, at jeg har noget at bygge mit fremtidige liv på. Og måske betyder det ikke noget om jeg korrekt oversætter "den dræbende hoppe vil sandelig huske den kvindelige dommer på grund af hendes stemme" i første forsøg, men evnen til at komme videre og gøre det bedre næste gang, den er god at have med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar