De dovne elever

I et forsøg på at få flere elever ind på erhvervsskolerne, skrev aviserne forleden dag en række artikler om, at selv dovne elever regnede med, at de skulle på gymnasiet og videre på universitetet. Pointen med artiklen var, at man ikke kan klare sig med intelligens alene på gymnasiet, det vil jeg dog påstå, at man godt kan.

Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.

Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.

Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.

I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.

Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.

Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.