Om måske at gøre tilnærmelser

Vi havde en helt formidabel time i hebraisk i går. En af de timer, hvor man bagefter har skrivekramper i timevis, hvor man går ud af lokalet med en følelse af at være et helt nyt menneske, hvor man har lyst til at give læreren en krammer og sige 'tak'. Jeg havde ikke nogen blok med, så jeg skriblede løs på bagsiden af mit kompendium.

Vi havde og gudsnavnet Jhwh, om hvorfor vi udtaler det Jahwee og ikke Jehowaa (det sidste H er en vokalforlænger), og vi snakkede om de religionsvidenskabelige aspekter ved navnet. Jahwee er det ord der oprindeligt stod i de hebraiske tekster, eller det mener man, for 'du må ikke misbruge Herren din Guds navn', og for ikke at gøre det, holdt man helt op med at sige det, og igennem århundrederne er den oprindelige udtale gået tabt. Når vi siger Jahwee, skyldes det en græsk inskription fra det 2. århundrede. Når Jehovas vidner derimod siger Jehowaa, så skyldes det, at når man ikke måtte sige Jahwee, så måtte man sige noget andet, og dette andet blev så adonaj (Herren), og for at vise, at det var adonaj man skulle sige, så tog man vokalerne fra adonaj og rykkede dem ned til Jhwh. Hebraisk er oprindeligt et sprog skrevet uden vokaler, men for at folk ikke skulle glemme, så var der nogle kloge herre, kaldet massoreterne, der satte vokaler på. Man tog altså vokalerne a-o-a og satte dem sammen med Jhwh, men pga af nogle lydregler, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, blev a til e, og navnet Jehova blev dannet.

Tetragrammet (dvs 'de 4 bogstaver') Jhwh kan ses som et verbum i en såkaldt jiqtolform (dvs nutid/fremtid). Religionshistorisk set var de guder i mellemøsten, der havde navne efter jiqtolformer, småguder eller små lokale guder, hvilket stemmer godt overens med, at israelitterne kun var et lille folkefærd i en stor helhed. En af pigerne på holdet rakte hånden op og spurgte om det ikke var lidt for fortænkt, men det er jo lige netop det man gør på universitetet, man tænker, grubler og spekulere. Det er jo ikke et spørgsmål og at Gud bare er en lille lokal Gud, men at menneskets forståelse af Gud startede småt og lokalt, og det er to meget forskellige ting.

Vi havde om meget mere i denne formidable time, men jeg skal ikke belemre jer med mere nørderi for denne gang, desuden mangler jeg et hebraisk og et græsk alfabet for at kunne gøre det ordentligt, men det som jeg egentlig ville snakke om er noget ganske andet.

Da jeg sad i toget hjem var jeg stadig helt oppe og køre, og jeg skrev en sms til min mor for at spørge, og man kan tillade sig at skrive til en underviser, altså en underviser af den slags der godt kan elevernes navne, og fortælle at dagens time var super fed. Hun svarede, at det må man meget gerne, hvis man sørger for at lægge vægt på at det er undervisningen og ikke ham som person man roser, således at han ikke tror, at man gør tilnærmelser til ham. Betegnelsen 'gøre tilnærmelser til' slog mig helt ud af kurs, for jeg har jo beundret hans undervisning hele semestret, men at sige 'gøre tilnærmelser til' lige i forbindelse med denne underviser, det virker bare helt helt forkert, han er ikke typen man gør tilnærmelser til, men hvad nu hvis jeg har gjort noget der kunne tolkes som sådan? Det ødelagde fuldkommen min eftermiddag, for jeg lå på sofaen og grublede, og jeg tænkte over alt hvad jeg har gjort og sagt og skrevet i forbindelse med mine hebraisktimer, og jeg tænkte om det nu kunne misforstås, og fordi jeg tænkte så meget over det, så kunne det lige netop misforstås, se det er det der er fortænkt, når man tænker så meget over noget, at man begynder at se mønstre som ingen andre kan se.

I de naturvidenskabelige fag siger man, at hvis et forsøg og resultat skal være gyldigt, skal andre uafhængigt kunne gentage det samme forsøg og komme til det samme resultat, for at det tæller som gældende. Det er ikke helt så simpelt indenfor humaniora og arts, men her gælder det, at man har sine argumenter i orden, således at man kan overtale andre til, at ens resultater er korrekte, hvilket er grunden til at nogle ikke regner os for 'rigtige' videnskaber. Et argument som, 'jamen min mor siger at," overbeviser ingen andre end mig selv, så jeg skulle nok være på den sikre side, i hvert fald når det gælder min lærer.