Påsken er kristendommens største højtid, det er der Jesus døde for vores synders skyld, og genopstod fra dr døde, men det er også en ferie, hvor man har mulighed for at gense venner og familie. Men kan man som kristen tillade sig at grine og pjatte i venners lag på den dag, hvor vores frelser led en lang pinefuld død. Jeg ved ikke om man kan eller bør, men jeg gjorde det i hvert fald, og efter at jeg har tilbragt to uger mere eller mindre alene, så føltes det godt.
Først var jeg hjemme hos en veninde jeg lærte at kende i sommers, da jeg var i Paris. Hun bor her i Odense, så vi ses ikke så tit, for ud over at jeg ikke kommer ned og besøger min far så tit, så er det ikke altid, når jeg så endelig er her, at jeg er her længe nok til at gå på visitter, men nu har hun fået et job relativt tæt på mig og er i gang med at flytte. Vi har aftalt at vi selvfølgelig skal se mere til hinanden, og det vil jeg også virkelig gerne, jeg ved bare ikke hvor stor tiltro jeg har til, at vi så også får det gjort. Da jeg startede på uni igen, havde jeg også store plaber om at se mine Aarhus veninder noget mere. Jeg får set dem, og det er virkelig hyggeligt, men det er bestemt ikke så tit som jeg havde drømt om. Problemet er 1) at tage sig sammen til at lave en aftale, 2) få to kalendere til at passe sammen og 3) have overskuddet til at føre planen ud i livet. Men nu skal jeg ikke være så pessimistisk, for vi skal nu nok få lavet nogle aftaler, OG få ført dem ud i livet.
Senere på dagen var min far og jeg ude ved nogle af vores venner, en familie hvor jeg delvist er vokset op, fordi de voksne var venner fra studietiden, og jeg fra helt lille af var veninde/ekstrasøster til deres børn. Da jeg så blev syg for 6 år siden, mistede jeg lidt kontakten med dem, ligesom jeg mistede kontakten med alle mulige andre. Nogle gange har jeg været med min far og søster derude til forskellige arrangementer, men så har huset været fuldt af gæster, og jeg blev forvirret og træt og kunne egentlig slet ikke holde til det, men i går var vi kun seks, og det hele foregik stille og roligt, så jeg fik lov til at vise mig fra min gode side, en side som de ikke har set i rigtig mange år. Vi fik noget god mad, de andre fik lidt vin, og vi hyggede os. Bag efter spillede min veninde nogle stykker på flygel. Jeg har altid elsket at sidde og lytte til hendes spil, men det er længe siden sidst, for når jeg har været derude, har jeg altid villet tidligt hjem, før vi kom til det punkt hvor vi satte os op til flygelet.
Alt i alt var det en af mine bedste dage længe, både ud fra de input jeg modtog fra andre, og ud fra hvad jeg selv kunne tilbyde. Når man har været syg længe, er det i særlig høj grad rart også at kunne yde noget til det sociale, for man vænner sig ellers let til at alt bare er mig, mig, mig, og sådan ønsker man ikke at det skal være i længden. Men det er også samtidig rart at være i en sammenhæng, hvor omgivelserne tillader, at man er mere end bare den syge. Det er ikke for at sige noget ondt om, at omgivelserne tvinger en til at forblive i den syge rolle, men omgivelserne er også nødt til at have en eller anden form for selvbeskyttelse, for det er hårdt at se én man elsker være så syg.. Men nogle dage er overskuddet der og alle andre faktorer er også rigtige og så kan både den syge og omgivelserne er gode, og det er det værd at have ni dårlige oplevelser for til sidst at have en virkelig god.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar