Paris

Jeg har lige bestilt og betalt min sommerferie. Jeg skal en uge til Paris med Danmarks Unge Katolikker (DUK).

Jeg har tidligere talt om mine problemer med at rejse, hvor stressende det er og hvor lidt jeg reelt når at opleve på mine ture fordi jeg bliver så træt og stresset.

For 1½ år siden var jeg i Italien, ligeledes med DUK. Det var på mange måder en god tur, især for sådan en som mig. Alt var planlagt og tilrettelagt på forhånd, jeg behøvede blot at slå op i mit program, så vidste jeg præcis hvad jeg skulle i løbet at dagen. Eller rettere, jeg vidste hvad jeg havde mulighed for at deltage i i løbet af dagen, for jeg var med på særlige betingelser. Programmet var i princippet obligatorisk, men jeg ville ikke kunne klare et fuldt program, så jeg fik lov at deltage i så meget jeg kunne og så trække mig tilbage. Det var en glimrende løsning, for ellers var jeg brudt sammen.

Jeg ved ikke om den plan vil virke lige så godt i Paris som i Rom. Jeg har før været i Rom, så jeg har set alle turistattraktionerne, jeg kunne nøjes med de små katolske godbidder og de kirker, som jeg ellers ikke havde fået set.

Jeg har til gengæld aldrig været i Paris, så jeg vil se det hele og mere til. Jeg ved ikke hvor god jeg vil være til at sige fra over for mig selv.

En af de ting man helst skal have ud af ferien, når man tager til Frankrig og Italien, er maden, men ikke for mig. Jeg ville ønske, at jeg i løbet af de næste måneder pludselig kommer i bedring og kan spise på restaurant med de andre, men jeg tror ikke selv på, at det lykkes. Da vi var i Italien, gik jeg i supermarkedet til hvert eneste måltid. Det var super kedeligt for jeg spiste det samme hver eneste dag to gange om dagen, men alt omkring mig var så nyt og anderledes, at jeg ikke kunne overskue andet.

Hvis en anden, mere normal person skulle gennemleve min ferie, ville det være en fiasko, men ikke for mig. Jeg havde en fantastisk tur på min egen helt specielle måde.