"Jeg elsker dig"

Det er oktober, vejret er gråt, og i går købte jeg en kæmpe stor efterårsbuket, hvor jeg som sædvanligt klippede for meget af stilken, så det ser dumt ud i vasen, men hvad skidt, det er alligevel kun mig selv der skal kigge på den. Stearinlysene er også blevet tændt, jeg er ellers ikke så meget til den slags, men min gamle lejlighed var så forbandet kold, at jeg nærmest var tvunget til det. Fire stearinlys på en tinbakke varmer ikke synderligt i et rum med 3.5 m til loftet, men de gav noget mental varme, og nu hvor jeg er flyttet, synes jeg egentlig, at det er meget hyggeligt. Jeg er dog på det kraftigste imod nogensinde at få mere end de fire. Jeg elsker efteråret, jeg elsker at vejret bliver koldere, jeg elsker at jeg snart kan få mine uldne sweatere på, og jeg elsker at se hvordan træerne falmer.

I går var 1. oktober, og mit humør var egentlig okay, jeg gad bare ikke rigtigt i skole. Det er universitetet, så jeg kunne bare være blevet hjemme, hvis det virkelig var det jeg havde lyst til, men jeg syntes ikke lige, at jeg havde en ordentlig grund, jeg følte mig jo ikke engang syg, jeg gad bare ikke rigtigt. Jeg fik mig dog moslet ud af døren og af sted.

Det var godt at jeg kom af sted, for det blev en rigtig hyggelig dag, ikke kun i timen, hvor min hebraisk lærer virkelig var i sit es, og vi grinede så tårerne trillede ned af kinderne, men også før, da vi sad en flok ved et af bordene i kantinen og gjorde os klar. Jeg har været meget genert og forsagt her i den første tid, men jeg er begyndt at finde mig selv igen, og i går begyndte jeg for første gang for alvor at deltage i diskussionen. Det var enormt hyggeligt. Nu har jeg de første par uger vist, at jeg er mere end bare hende den syge, men nu ved de alle sammen, eller i hvert fald alle dem jeg omgås, at jeg også er en seriøs studerende, så nu syntes jeg, at jeg også kunne begynde at tale om min syge side, for den syge side er stadig en stor del af mig, og det ville for det først være at leve på en løgn, hvis jeg fornægtede den side af mig selv, og for det andet kunne tavshed tabuisere emnet, for de kan jo se, at jeg har det skidt, de kan jo se mine arme, og selvom det ikke er alle der ved så meget om selvskade, så kan de jo se, at jeg jævnligt kommer i skole med nye forbindinger.

Jeg snakkede meget med hende der har en asperger bror, for hun har en lidt større forståelse for, at det med smileys kan være svært. Mange tror at jeg er hoven fordi jeg ikke bruger smileys, og det er jeg måske også lidt, men mest af alt skyldes det, at jeg ikke helt forstår deres mening. :) og :( er ret ligetil, men så kommer ;) som også er okay, det er når man laver sjov, men :P er jeg blevet fanget af mange gange, for jeg ser den lidt som ;) mens mange andre ser lidt mere negativt på den. Derfra bliver det bare sværere og sværere, og når alt kommer til alt, så er det i sidste ende bare lettere at lade være og så bare tage de kampe der måtte komme.

Da jeg kom hen til bordet var der ikke lige plads, men kun én gjorde mine til at flytte sine ting, en dreng som jeg kun har hilst på en enkelt gang (han er på hold 3 og jeg på hold 2). Jeg snakker tit om "sidste gang jeg tog faget", men jeg PRØVER på at nedtone, at det jo faktisk betyder at jeg kan det hele i forvejen, for ingen kan lide en Vigtigper, men jeg er notorisk til ikke at kunne holde min kæft, så det kommer jo selvfølgelig også frem med jævne mellemrum. Når så det er fremme, så forpligter det også, og når nu drengen var så sød at gøre plads, så hjalp jeg ham også lidt med nogle af bøjningerne.
"Hvilken form vil du bruge der?"
"En qatal?"
"Nej, nok nærmere en infinitiv constructus. Hvordan vil du danne sådan én?"
"???"
"Hvordan vil de danne en imperativ?"
"er det ikke et i der?"
"Det kommer an på køn og tal. Den vil du danne ved at tage en jiqtol og fjerne præfixet, så har de q(e)tol tilbage, og så overfører de vokalerne til dit verbum barak (velsigne), så har du b(e)rok. En imprerativ og en infinitiv constructus har formsammenfald, så nu har du dit verbum".
Intet at dette giver nogen mening for andre men pyt med det, I forstår vel, at jeg hjalp ham på en pæn måde, uden at presse ham, og uden bare at give ham svaret, og forhåbentlig lærte han noget, og måske smittede noget af min entusiasme af på ham, så han kan få indblik i min verden, hvor hebraisk er det fedeste fag i hele den vide verden. Pigen fra før kan godt se det, og vi talte begejstret sammen om det og om vores lærer, og det gik til sidst op for mig, at vi snakkede om det, som om det var en sød lille kattekilling vi snakkede om.
"JEG ELSKER DIG, og det siger ellers ikke så lidt" udbrød han da han/vi var færdige med dagen lektie. Han er en sød lille dreng (i begyndelsen af 20'erne) med rødt hår og fregner, så det var sødt sagt og jeg blev varm om hjertet på sådan en lidt patriarkalsk/protektionistisk måde. Hvis jeg havde kendt dem alle sammen lidt bedre havde jeg nok ladet som om jeg ville kysse ham, eller stukket hånden frem så han kunne kysse den, men det gør jeg ikke, så jeg fortalte bare at jeg tager imod bestikkelse.
"Gør du?" sagde han forhåbningsfuld.
Ja, det gør jeg. Jeg gør næsten hvad som helst for en Pepsi max. Okay, jeg gør nærmest hvad som helst uden at få noget for det, jeg er nemlig vild på det punkt, men det behøves de jo ikke alle sammen at vide endnu, ikke fordi de ikke må vide det, men jeg vil gerne lige have lidt cola ud af dem først.

Pepsi har forresten fået nyt design (billeder ikke tilgængelige), og det irriterer mig voldsomt af flere forskellige grunde. 1) jeg er ikke nogen stor fan af ændringer, 2) hele flasken er dækket af plastic, så man ikke kan se hvor meget eller lidt der er tilbage, 3) denne plastic sidder desuden løst, så man ikke kan få ordentligt fat når man åbner og lukker, 4) men det værste er, at den kommer kommer til at ligne sodaalkohol. En dag da jeg skulle på universitetet var jeg træt og skulle lige have en ekstra cola mens jeg ventede på toget (jeg drikker cola i stedet for kaffe om morgenen, i stedet drikker jeg sjældent senere på dagen). Jeg var inde i en lille kiosk der ligger dernede, og de havde kun special edition. Jeg sad på en bænk kun 50 m fra den bænk hvor sutterne sidder med deres øl, og jeg var pinligt bevidst om hvad min flaske lignede, så kære Pepsi, værd venlige at ændre flasken tilbage til den gode gamle.