Altid en undskyldning

Det er som om jeg altid har en undskyldning for ikke at gå i kirke. Jeg vil så gerne, men jeg kan ikke få mig selv ud af døren, det er som om jeg er groet fast i sofaen, men ikke på den der ah hvor sidder jeg bare godt agtige måde, men på en hvis jeg bevæger mig ud af min lille sikkerhedszone så styrter himlen ned om ørerne på mig agtig måde, så jeg bliver siddende og får ingen verdens ting ud af dagen.

Jeg har boet på mit nye bosted i 2½ uge nu, og jeg har først i fredags fået hængt de sidste billeder op (jeg mangler stadig gardiner). Det hele er så forfærdeligt nyt, min situation, personalet, de andre beboere, byen, you name it, og for en autist er det noget voldsomt stressende noget.

Jeg lader som om det er helt fint, jeg lader som om jeg kan klare hele verden og verdenshavene med, men i virkeligheden er jeg meget skrøbelig, det er derfor jeg har været så selvskadende på det sidste. Jeg siger til personalet, at jeg vil behandles som en voksen, men i virkeligheden vil jeg klappes på hovedet som et lille barn, for alt det nye er så skræmmende. Jeg vil have at nogen fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal leve mit liv, men kun hvis de siger noget jeg kan lide.

Jeg magter ikke også at skulle forholde mig til en ny menighed, og en ny præst. Det er en ret fesen undskyldning det ved jeg godt. Hvordan kan jeg den ene dag have veninder til boller, hjemmelavet marmelade og Pepsi max, og den næste dag sidde rystende og ikke kunne komme af sted til kirke? Det er simpelthen for dårligt, det ved jeg godt. Vi havde det så hyggeligt i går, men det var var også anstrengende, og jeg blev så træt efterfølgende, men ikke så træt, at jeg ikke burde kunne komme af sted.

Jeg ved egentlig ikke hvor kirken ligger, men det burde jeg kunne finde ud af, men jeg får det ikke gjort. Jeg tør ikke, for hvis jeg ved hvor den ligger, så er det som om der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at komme af sted, og lige nu har jeg brug for mine undskyldninger.

Jeg er katolik, og det forventes af os at vi går i kirke hver søndag og på visse helligdage, for hvordan skal man ellers kunne vokse i sin kærlighed til Gud? Jeg ved jo, at de har ret, jeg mærker det da også på min egen krop hvordan kærligheden bliver afkølet og sygner hen når jeg går for længe uden en åndelig saltvandsindsprøjtning.

Gennem mit arbejde som anmelder for Pastoralcentret og Katolsk forlag har jeg fået en forsmag på noget af alt det jeg går glip af (eller en eftersmag på det jeg havde en gang) og mit hjerte græder, for det ville jeg så gerne have (igen).

Kære Gud
Kun du ved hvad der i sandheden findes i vore hjerter, men jeg tror at jeg ved, at det ikke skyldes dovenskab, at jeg ikke kommer i kirke. Jeg håber dog at du alligevel kan finde mig i min lille lejlighed her i ******, og at du vil kaste dine kærlige øjne på mig og velsigne mig med den glæde der kun findes i dig.
Lad mig finde styrken til igen at vende ansigtet mod dig og i sandhed sige "din vilje ske, ikke min", men lige nu er jeg egoistisk og bliver under tæppet.
Kærlig hilsen
Mig

Det lyder jo noget så flot, når jeg beskriver det sådan, og det er jo sådan jeg har lært at man bør bede, men jeg har jo i virkeligheden mest af alt lyst til at sige noget i retningen af

Hey Gud
For pokker da også, nu sker det igen at jeg ikke kommer af sted til kirke. Jeg ved at jeg burde, jeg ved at jeg egentlig skulle sige "din vilje ske, ikke min" men det er så svært og jeg har brug for mennesker af kød og blod til at støtte mig i min tro, men dem jeg har er så langt væk, og dem i min egen by kender jeg ikke, og jeg tør ikke lære dem at kende.
Hvis jeg nu sidder herhjemme og er meget from, tilgiver du mig så? Det er ikke sådan det foregår, det ved jeg jo godt, men det er lettere at tænke på den måde.
Kram,
Mig

Jeg er altid kommet med dårlige undskyldninger. Undskyldninger for ikke at gå i skole, ikke lave mine lektier, ikke rydde op, ikke at tage til fest, ikke at gøre noget. Pædagogerne siger, at det var fordi jeg med mit handicap ikke kunne alle de ting, men hvor går grænsen mellem ikke at kunne noget, og så være for doven til i det mindste at prøve. Først hadede jeg at tænke på mig selv som doven, men nu om dage kan jeg egentlig godt lide det lidt, for det betyder, at der er noget jeg kan gøre ved det. Hvis jeg ikke kommer af sted pga dovenskab, så betyder det, at jeg måske en dag kan tage mig sammen og komme af sted til kirke hver søndag.

Et alternativ kunne være at jeg skrev til præsten og fik kontakt med en fra menigheden der kunne være min handicaphjælper, en der kunne hjælpe mig til og fra kirke, men det betyder igen at jeg bliver nødt til at tænke på mig selv som handicappet, og det er hårdt.