Om en fængelsfornemmelse

Det bosted hvor jeg bor er et godt sted, pædagogerne er søde og yderst kompetente, og det er blevet skabt nogle beskyttende rammer hvor unge mennesker med aspergers syndrom kan lære at stå på egne ben. Men jeg har jo lært at stå på egne ben, jeg ved godt hvordan man støvsuger, vasker tøj og betaler regninger.

Dette er ikke bare et bosted, det er også et behandlingshjem, så der er meget mere kontrol over hvad vi går og foretager os, end jeg sådan lige er vant til. Vil skal sige når vi går, kommer tilbage, og hvor vi går hen, vi skal spise sammen, hvad der bliver serveret og hvor meget det er passende at spise, og så vil de egentlig også gerne vide hvad vi går og laver i løbet af dagen, og vi må MEGET gerne deltage i det dagtilbud der er. Vi er en stor 'lykkelig' familie.

Det er et godt tilbud, og jeg er sikker på, at det er det der skal til for at hjælpe os, men nogle dage, som for eksempel i går, for jeg bare nok af det hele og føler at de prøver at kontrollere min mindste bevægelse.

Jeg vil have lov til at gå ud og handle uden at pædagogerne får at vide om jeg går i Fakta eller Føtex eller noget så grænseoverskridende som Rema der ligger lidt længere væk. Jeg vil have lov til at stå i mit eget køkken og lave min egen mad og sidde ved mit eget bord og spise det, jeg vil have lov til at begå mine egne dumheder, også selvom det betyder at stå med hovedet i toilettet eller have blod ud over hele håndvasken. Bare en gang imellem. Er det for meget forlangt når man er i slutningen af 20'erne?

I går fik jeg som sagt nok, så om formiddagen, tog jeg ind til byen og gik shop amok UDEN at fortælle pædagogerne hvad jeg ville have og hvad jeg endte med at købe, og jeg sagde, at jeg ikke kom hjem til frokost, jeg ville købe noget og spise det helt alene. Det var ikke nogen vildt ophidsende tur, men det var rart bare at være mig, alene, for mig selv, uden nogen til at ånde mig i nakken.

Men måske var det for meget for mig, for om aftenen brød jeg bare helt sammen og sad og tudede og tudede og kunne slet ikke få nok af pædagogernes opmærksomhed, og så var det jo godt, at jeg bor et sted som her, for jeg fik en skulder at græde ud ved, og en person at tale med, og en der sad og spiste sammen med mig, så jeg kunne holde det hele ud.

Dette er et behandlingshjem, men jeg har endnu ikke helt accepteret at jeg har brug for behandling. Jeg vil da gerne holde op med at kaste op, hvis jeg da samtidig kan holde den slanke linie. Jeg vil da gerne holde op med at blive så følelsesmæssigt berørt, at jeg har behov for at skade mig selv. men jeg vil ikke gøre det arbejde det kræver, eller jo, det vil jeg måske nok, men først når jeg lærer at indse, at det faktisk kræver dedikeret arbejde og ikke bare et trylleslag.

Jag mangler at acceptere, at det at være i intensiv behandling ikke er det samme som at miste sin værdighed..