Miss Havisham er min yndlings Dickens karakter fra "Great expectations", ikke fra bøgerne som jeg aldrig fik pløjet mig igennem (den mand er besat af indskudte sætninger), men fra BBC filmatiseringerne som jeg lappede i mig i stor stil.
Miss Havisham var en rig og forkælet ung kvinde da hun blev forladt af sin forlovede mens hun var ved at iføre sig sin brudekjole. Rasende lader hun alle ure stoppe og bruger resten af sine dage på at vandre hvileløst rundt i det store hus hvor alt står som det gjorde den skæbnesvangre dag. Urene står stille, musene lejer på det støvede men ellers fint opdækkede bord, og miss Havisham nåede aldrig at iføre sig sin anden sko. Hun bruger sin adoptivdatter, Estalla, til at hævne sig på mandskønnet, men ender bare med at gøre en ung mand dybt ulykkelig. hun ender sine dage i en brand.
Nogle dage, når weekenderne truer med at klemme det sidste luft ud af mine lunger, så føler jeg mig som en miss Havisham der vandrer hvileløst rundt i mine stuer efter en lindring der ikke findes noget steds, og efter jeg er flyttet er det som om det er blevet endnu værre.
I løbet af sommeren var det som om der skete en positiv forandring med mig, det var som om jeg var ved at blive voksen, men nu efter min flytning føler jeg mig slået hjem i ludo. Måske er det bare alt det nye, måske er det fordi jeg endnu ikke har fundet min plads i gruppen af unge og pædagoger. Jeg siger til dem, at jeg gerne vil behandles som en voksen, men hvordan kan de det, når jeg opfører mig og føler mig som et barn der kæmper for at finde sin plads i livet.
Og mere en nogensinde før føler jeg mig som en anden Miss Havisham når jeg vandrer hvileløst rundt i mine stuer. Her er rent, men her virker støvet. Urene går, men tiden står stille. Jeg har sweatpants på, men alligevel hører jeg brudekjolens tørre knitren. Jeg bliver et med denne ynkværdige karakter, og jeg føler hendes smerte, men jeg vil leve, jeg vil ånde frit og tage mine løbesko på og storme af sted over sneen.
Det sidste blev det dog ikke til, men jeg åbnede alle dørene og vinduerne i min lejlighed, og lod frosten komme ind, men der blev ikke friskt, bare koldt.
Jeg endte med at have en ganske hyggelig aften sammen med pædagogerne, men det er en helt anden historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar