Undskyld at der ikke lige kom et indlæg i går, men jeg valgte at prioritere søvn frem for blog og motion, for som jeg sad foran computeren blev mine øjne ved med at glide i, og mit hoved faldt hele tiden ned på brystet. Jeg var ellers stået tidligt op for at nå det hele, men der er grænser for hvor mange pinsler selv jeg vil lade min krop gennemgå, desuden begynder jeg at spise når jeg er rigtig træt, og for mig er der nok ikke noget værre end at miste kontrollen over maden.
Jeg skulle tidligt op, for jeg skulle tidligt af sted, for jeg skulle mødes med min hebraisklærer kl 9 i Aarhus. Efter at have været gået i seng igen klarede jeg turen og kom til universitetet i god tid, så jeg satte mig ind i kantinen og fik en pepsi max og skrev på et brev. Da det var tid til at gå hen til lærerens kontor så jeg læreren stige ud af sin bil, så jeg blev stående i skjul og holdt øje med ham, så at han kunne nå at komme hen til sit kontor før mig, men det viste sig at han lige skulle noget andet, så jeg kom alligevel først. Jeg ønskede som sagt ikke at komme først, da min hebraisklærer er en lidt distræt mand, og jeg kunne forestille mig, og fik delvist ret i, at min tidlige tilstedeværelse ville stresse ham.
Mødet handlede egentlig om Amos, som jeg oversatte lidt af i juleferien, men vi snakkede næsten en time, så vi nåede også mange andre ting. Jeg havde ikke ydt ham ære. Jeg har hele tiden regnet ham for en genial underviser, men jeg havde egentlig ikke troet, at han var en der engagerede sig i sine studerende, men han var meget interesseret i under hvilke omstændigheder jeg bor og studerer nu om dage. Ikke at vi gik i dybden med hvad mine diagnoser er, det var nok for ham at vide, at jeg var meget syg og blev erklæret uegnet til at tage vare på mig selv. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke tænkte at det kunne interessere ham. Det skyldes nok dels, at han kalder os ved efternavn, men det er nok ogsåmine fordomme over for universitetsprofessorer, men fordelen ved teologi er, at vi er et overskueligt antal elever, så de lære der vil, kan reelt nå at lære alle vores navne.
Noget af det jeg fik med ud fra vores møde var en helt ny selvtillid, for min lærer roste mig rigtig meget, og han er ikke én der bare siger den slags. Det vil sige at jeg i den efterfølgende time, turde blande mig i den diskussion der ofte foregår mellem vores lærer og holdets stjerneelev. Efterfølgende lod jeg så min sædvanlige usikkerhed indhente mig, og som jeg sidder her, synes jeg at det er ekstremt pinligt nogle af de ting jeg sagde, for bare fordi man har læst et eller andet i en bog gør ikke, at det lyder vildt klogt at bruge i et argument på klassen. Hvor dumt det jeg sagde reelt er, er jeg ikke dygtig nok til helt at vurdere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar