for fed

Igennem de sidste 2-3 måneder har jeg taget næsten 5 kg på, og en del af dem kom på her i weekenden. Jeg er med tiden blevet lidt mere afslappet omkring min vægt, men 5 kg? Det er temmelig meget, for ikke at sige rigtig rigtig meget. Vægten af den udfordring jeg står overfor ved at skulle tabe de kg igen gik for alvor op for mig, da jeg sad i toget fra Odense til Aarhus. Jeg sad og kunne virkelig se hvordan mine lår bredte sig ud over sædet, hvordan mine bukser strammede, og hvordan maven bulede ud over bukselinningen, og jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og drømme mig til et lykkeligere sted. Men selvom virkeligheden suger, så er det nu engang den jeg har at forholde mig til, så jeg sad bare i 1 t 40 m og gloede olmt på disse lår som desværre var mine.

Langsomt kom angsten snigende. Hvordan skulle jeg kunne gå på universitetet og se sådan ud? Ingen ville lægge mærke til det, I know, men jeg ville vide det, og al min fokus ville være på mine fede lår. Jeg ved også, at i løbet af dagen ville mine ben hæve, og så stramme som mine bukser allerede var, så var der ikke noget sted de kunne hæve hen, og det kunne jeg slet ikke overskue.

Jeg elsker at have hebraisk, men vi har næsten ikke nogen timer tilbage, så jeg ønsker ikke at gå glip af et eneste minut, men min vægt var simpelthen for overvældende. Jeg sloges længe med tanken, men til sidst måtte jeg give efter. Under ingen omstændigheder ville jeg være i stand til at tage i skole. Jeg ville gerne, men jeg kunne simpelthen ikke.

Det var som om alting blev meget lettere, da først beslutningen var taget, selvom jeg skammede mig over den. Mine lår var stadig lige fede, men nu gjorde det ikke nær så meget, for jeg kunne bare tage hjem og smække benene op, men først efter, at jeg havde taget en tur på min kondicykel (bare for at lette lidt på min samvittighed).

Jeg har dårlig samvittighed over ikke at tage i skole over noget så dumt som vægt, men når det gælder fravær, hvorfor skal psykisk smerte så tælle ringere end fysisk smerte?