Om værdighed

Min kontaktpædagog er i gang med at skrive statusraport, som er en 16 sider lang rapport om alt det som jeg gør galt og ikke kan finde ud af i mit liv, eller sådan føles det i hvert fald. Et emne der kommer op igen og igen er mit krav om værdighed, hvilket er et rimeligt ønske, men det ser bare enormt dumt ud på skrift. Jeg synes det kommer til at lyde som om jeg ikke ejer selvironi, som om jeg ikke kan grine af mig selv, men det har jeg og det kan jeg godt, men når man er blevet reduceret til kastebold i systemet, så er værdighed ikke længere nogen naturlig ret.

Jeg kan ikke gentage nok gange, hvor godt jeg generelt er blevet behandlet i psykiatrien og på mine bosteder, med tryk på 'generelt' for værdigheden er noget jeg selv har måttet kæmpe for, hvilket er svært når man samtidig kæmper for sit liv. Jeg taler om psykologen der til gruppeterapi siger at vi skal fortsætte øvelsen, selvom mange har givet udtryk for at den gør dem utrygge, det er ledelsen der gennemtrumfer ændringer af vores menneskelige kontakter og så bliver overraskede, ja nærmest vrede over at vi bliver følelsesmæssigt påvirkede og kede af det, og det er når man ikke får lov til at være vred eller ked af det i en periode, for så skal disse følelser straks behandles med medicin og løsningsorienterede samtaler. Alt sikkert gjort i den bedste mening, men det efterlader én blottet og med følelsen af at være et halvt menneske.

Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at tale om værdighed. Jeg tvivler på at jeg havde kræfterne til overhovedet at overveje det i begyndelsen. Dengang var tryghed hvad jeg primært hvis ikke udelukkende gik efter, jeg ville behandles som et lille barn der skulle beskyttes. Jeg er stadig lidt at en tryghedsnarkoman, men jeg vil samtidig behandles med værdighed, FOR JEG ER OGSÅ ET MENNESKE. Jeg er 28 i tanke, ord og gerning, jeg er ikke noget barn, og selvom det da nogle gange er rart at blive strøget over håret og trøstet, så er jeg blevet for selvstændig til at det helt kan lade sig gøre.

Den største af mine kampe for værdighed foregår med ledelsen, og den har jeg ingen forestilling om at jeg vil vinde, og eftersom jeg er klar til at komme videre i mit liv, ved jeg ikke om det overhovedet er en kamp jeg bør vinde. Der jeg ligger meget af min energi er i forhold til at jeg vil have lov til at være et helt menneske, hvilket vil sige, at jeg vil have lov til at føle alt hvad et menneske føler, både det positive og det negative. En gang da alle følelser jeg havde var negative blev jeg så forfærdelig træt at jeg end ikke orkede at kæmpe, da var det vigtigt at beskytte mig for selv det mindste slag kunne vælte mig, men jeg fik det bedre, og hvad der før var beskyttelse var nu overbeskyttelse.

Jeg bebrejder ikke nogen, at det blev sådan, men det kan godt være ret irriterende. For at hjælpe på problemet har pædagogerne og jeg opstillet en regel om, at nogle gange vil jeg bare have lov til at brokke mig.