I går skulle jeg for anden gang til lægen med min hofte, for nu har det altså gjort ondt i omkring 1½ måned. Sidst jeg var derhenne, var han meget lidt interesseret i min skade og meget interesseret i mit psykiske ve og vel. Det var meget fint der, for han fik det arrangeret så psyk fik fingeren ud og fik givet mig en tid hos en psykiater efter 9 måneders ventetid, men da han begyndte på det igen i går fik jeg nok, for jeg ville altså tale om min skade. Heldigvis havde jeg min pædagog/løbetræner med, og hun hjalp mig med at tale med lægen, og gav mig mod til at sige ham imod. Det hele startede med at jeg overtrænede, men jeg kunne ikke få ham til at forstå, at jeg ellers ikke er en der gør den slags. Han ser på mine arme, og han ser at jeg er slank og veltrænet. Kan man behandle sin krop så godt og så skidt samtidig? Jeg kan godt forstå, at det ikke giver mening, men at kalde mig overtræner ville være det samme som at stemple en som alkoholiker bare fordi man normalt drikker en halv flaske rødvin lørdag aften og så en enkelt gang drak sig i hegnet. Det er velment, men upassende.
Min læge er ellers fin nok. Han er så fokuseret på at ville hjælpe mig. Han ved, at han ikke ved meget om psykiske lidelser, så han kompenserer ved at tænke ekstra hårdt over hvad han skal gøre for at hjælpe, men han koncentrerer sig så hårdt, at han nogle gange glemmer at høre efter hvad jeg siger. 'Og hvor lang tid har det gjort ondt? 1½ år?' Øh, nej, men virkelig tæt på, eller noget. Sidst jeg var af sted, var jeg alene, og jeg var dybt frustreret da jeg gik ud, for jeg tænkte, at det måtte være mig den var gal med.
Jeg kom ind til lægen, og da vi langt om længe fik ham overtalt til at tage min skade seriøst, selvom jeg ikke var faldet og kun plejede at løbe lidt over 20 km om ugen. Jeg blev bedt om at smide bukserne og lægge mig op på briksen, og så blev jeg ellers rørt ved, prikket til, hevet i og drejet på (sikke mange præpositioner). Han hev ned i mine trusser og stak en finger dybt ned i balden. 'Gør det her ondt?' Hvad tror du selv. Jeg har et ret afslappet forhold til smerte, så jeg er ikke en der ligger og klynker, og jeg har rigtig svært ved at vurdere om, noget af det som jeg kun regner for ubehag, i virkeligheden burde kategoriseres som smerte. Det eneste jeg virkelig kunne sige uden at være bange for at lyve, under- eller overdrive var, at det føltes meget forskelligt i de to sider.
Denne gang tog min læge mig i det mindste alvorligt nok til at give mig en diagnose, som jeg selvfølgelig har glemt fordi jeg ved at for lidt om fysiologi. Noget med en sene der går ned langs benet. Ikke noget alvorligt, men når jeg nu absolut ville, så kunne han da godt henvise mig til en fysioterapeut. Han var nu mere interesseret i min mobilitet. 'Kan du gøre det her? Hvad med det? Eller det?' Jeg har altid tænkt på mig selv som ret stiv i det, men nærmest tværtimod. Meget mobil, men trods alt ikke helt hybermobil.
Min læge er på ingen måde en der virker skummel, han er faktisk virkelig flink, men det er en lidt mærkelig fornemmelse i den grad at blive taget på. Det eneste jeg virkelig tænkte på undervejs var, at jeg er glad for, at jeg er slank. Jeg følte mig svimmel ved tanken om, at han skulle røre ved eventuelle deller. Han gjorde det gode, at han ikke kun fortalte om de dårligdomme han fandt, men også om de fode ting. Jeg har åbenbart en flot lige ryg, et fint placeret bækken og lige lange ben. Så mange tak for det :)
Da det kom til valg af fysioterapeut var vi igen uenige. Jeg ville have en der vidste noget om løb, og han insisterede på, at det skulle være en der vidste noget om psykiske problemer, men jeg er mere end bare mine psykiske problemer, og heldigvis er det mig selv der skal ringe og aftale tid, også selvom han skriver om mine psykiske problemer i henvisningen. Først argumenterede jeg for min side af sagen, men endte med nærmest at resignere.
Efter lægen tog pædagogen og jeg ned i en super god løbebutik der ligger i Viborg, og bad dem anbefale en fysioterapeut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar