Om en sygedag

Stakkels, stakkels mig, det var bare sååå synd for mig i går.

Jeg vågnede kl 1.20 om natten, og så var jeg bare vågen, kunne ikke sove så meget som et minut mere, men det var køligt i værelset, så jeg trak dynen helt op til næsen og lå og puttede mig. Jeg er ellers normalt ikke en der ligger og gasser mig i sengen, jeg vågner og så står jeg op, færdig arbejde, men når nu det var så synd for mig, så kunne jeg godt lige blive liggende lidt længere. At stå op lidt over 2 virker desuden lidt mere humant end at stå op lidt over 1, måske er det bare fordi jeg er mere vant til at vågne lidt over 2, men 2 er da trods alt større end 1. Eller også håbede jeg bare på et mirakel der ville få mig til at falde i søvn igen, men det skete ikke.

Jeg fik fordrevet tiden indtil jeg kunne tage over og træne lidt i 6. Lægen sagde at jeg bare skulle begynde at løbe lige så stille, og det gjorde jeg selvom min fornuft sagde mig at jeg skulle vente på min pædagog/løbetræners godkendelse, men jeg savnede at løbe, for cross traineren er bare ikke skide fed, jeg ligner en komplet idiot med motoriske vanskeligheder. Av av av jeg skulle aldrig have gjort det, nu er jeg i smerter, og det er min egen skyld.

Min psykolog og jeg havde besluttet, at det er for meget for mig at tage til Aarhus fire gange om ugen, så jeg havde planlagt en studiedag hjemme, så kl 9.30 tog jeg mine ting og gik ned i caféen (den ene af vores spisestuer) og satte mig med mit hebraiske. Heldigvis er det begyndt at blive lidt sværere, hvilket er hårdt for de andre, men sjovere for mig. Jeg kunne godt mærke at mit hoved ikke var på toppen, det tog mig længere tid end nødvendigt at lave, og jeg var forvirret og klodset, men jeg blev da færdigt og fik da læst lidt i min yndlingsbog, "Opmålingen af verden" af Daniel Kehlmann, før jeg satte mig til at spise en skodfrokost der ikke smagte mig, og selvom jeg rystede på hænderne orkede jeg ikke at spise mere.

Der var nogle ting jeg skulle have ordnet, og jeg tænkte at jeg måske lige ville smutte forbi en bager efter noget ordentlig mad, men min seng, som jeg i dagens forvirring ikke havde fået redt, virkede så indbydende, så jeg sprang fuldt påklædt under dynen med min bog. Efter godt 100 sider blev jeg lidt mat og ville lige lukke øjnene lidt, og jeg tror nok at jeg for en sjælden gangs skyld fik sovet lidt, men det var en urolig og forvirrende søvn, og jeg var ikke spor udhvilet da jeg vågnede.

På grund af den mangelfulde frokost gik jeg ned og tog min eftermiddagsmad tidligt, og jeg skammede mig over at vise pædagogerne og verden at jeg spiste fordi jeg virkelig havde brug for det, og ikke bare fordi jeg skulle. Så lagde jeg mig foran fjernsynet med et tæppe. Min krop føltes 1.5 gange tungere end normalt og CSI virkede mindre underholdende og mere tåbeligt (især Mimi), men så var det jo godt at man havde sin bog, om end jeg på dette tidspunkt var kommet over det mest spændende.

Grays skulle jeg se på andensalen sammen med den ene af mine kontaktpædagoger. Jeg ville gerne have talt med hende om den frygt der boblede i mit bryst og som en anden nattemare red mig og hviskede i mit øre, at jeg aldrig vil kunne klare universitetet. Se bare på i går, hvor jeg var nødt til at tage en fridag. Men jeg var så udmattet, havde ondt i halsen og i hovedet og faktisk i hele kroppen (for ikke at glemme hoften) og jeg var træt og ynkelig og lå bare.

Aftensmaden kom og gik uden at jeg rigtigt orkede at snakke, og så gik jeg i seng, og det syntes pædagogerne var en god idé, for jeg så altså temmelig syg ud. I dag sov jeg længe og er lidt ør i hovedet, men ellers har jeg det ganske udmærket, i hvert fald godt nok til at tage på uni.