Jeg vidste godt, at jeg har en lidt dårlig balance, men jeg har altid troet, at det var et neurologisk problem, men i går var jeg ved fysioterapeuten fordi min løbeskade begynder at stikke lidt igen. Jeg ved, at jeg er fysisk svag i venstre side pga min spasticitet, men jeg havde mistanke om, at der også kunne være lidt i vejen med mine ankler. Der var lidt, og der var selvfølgelig lidt mere ved den venstre end med den højre, men det virkede ikke voldsomt, indtil hun prøvede at stille mig op på et vippebræt. Jeg måtte klamre mig til væggen for at holde balancen, og mine ankler rystede som espeløv. Jeg blev lettet over at lære dette, for selvom det er surt, så er det dog alligevel noget, som man kan gøre noget ved, så her til morgen var det op og stå på brættet, for jeg har tilfældigvis sådan et selv, som jeg fik engang hvor jeg forstuvede anklen som barn. Jeg føler mig lidt dum, når jeg står der, men det er der nu ikke noget at gøre ved. Engang var jeg artist i et børnecirkus, og det mindede mig om noget vi lavede dengang, så jeg fik helt lyst til at iføre mig et kostume, men det var jeg næsten i forvejen, når jeg stod der helt i lyserødt.
De jeg var inde ved fysioterapeuten, gennemgik vi kort mit løbe-/motionsprogram, og hun gav mig meget ros. Det gjorde mig glad. Det er altid dejligt at få ros, især når det er noget man har arbejdet hårdt for. Her med min skade har jeg skulle kæmpe for at bevare formen og forbrænde kalorier, uden at min læges ord bliver til virkelighed og jeg begynder at overtræne. For at komme til fysioterapeut skulle jeg have en henvisning fra lægen. Han ville gerne give mig en, men han troede ikke på mig og min pædagog/løbetræner, når vi sagde, at sådan noget gjorde jeg ikke.
Jeg træner ca hver anden dag. Først bruger jeg den maskine der minder om en blanding mellem en cross trainer og en stepper, og så løber jeg. To gange om ugen løber jeg almindeligt med en forøgelse på 100 m om ugen og en dag løber jeg intervaller. Jeg kan godt lide at koncentrere mig om fart i stedet for distancer, men der er ikke så meget respekt omkring det. Der er en stemning i samfundet om at målet gerne skal være et maraton, og hvis ikke, så i det mindste et halv-maraton, men for mig er det bare ikke rigtigt en mulighed, den fysiologiske type er jeg bare overhovedet ikke. Min fysioterapeut sagde, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, at det jeg gør faktisk giver endnu mere. Endnu mere hvad? Det spurgte jeg ikke om. Personligt regner jeg jo selv i kalorier, men andre regner vel i kondi.
Da jeg mærkede at min skade kom frem igen, stoppede jeg med det samme og holdt en uges pause, og begyndte langsomt igen, mens jeg prøvede mig frem. Hver gang det begynder at knibe lidt i hoften, så stopper jeg op for at mærke efter om det er den slags, hvor jeg lige er startet og jeg bare lige skal varmes op, eller den slags hvor jeg skal passe på og stoppe helt. Det er for at sige det ligeud død irriterende. Jeg vil gerne være super sej i fitness centret, men det føles ikke ret sejt, at stille sig op på løbebåndet, løbe 100 m og så stoppe igen. Det er muligvis sejt, at man kan finde ud af at stoppe, men andre kan jo ikke se at jeg er skadet, så jeg føler mig lidt dum.
At være til fysioterapeut er en lidt speciel oplevelse. Jeg lå der i ulden sweater og lyserøde trusser mens en fremmed behandlede mine ben, men de var ikke ubehageligt. Det var nu heller ikke behageligt som for eksempel massage, jeg tænkte slet ikke over, at det var min krop det handlede om. Det føles rart at lære sin krop at kende, og det var noget man godt kunne blive afhængig af. Med sygesikring kostede sådan et besøg mig dog 160 kr, hvilket er meget lidt i forhold til hvad man får, men hvis man skulle gøre det ofte, så ville det nok hurtigt løbe op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar