Om at hade sin krop

Jeg har efterhånden fået et mere afslappet forhold til min krop, i hvert fald det meste af tiden, men i går væltede selvhadet op i mig. Jeg tog et par nye bukser på for første gang, og jeg følte mig bare så klam. Det var ikke fordi de ikke passede, men det var strech stof, og bare måden det lagde sig rundt om mine lår og hofter gav mig kvalme. Jeg kunne være gået op og have skiftet til nogle mindre afslørende bukser, men nu var skaden ligesom sket, og det var ikke bare fordi min røv så stor ud i de her bukser, det var fordi de her bukser afslørede hvor stor jeg har tilladt min røv at blive, og den ville jo ikke blive mindre bare fordi jeg skiftede bukser.

Jeg hadede mig selv, men jeg kunne ikke komme til at tale med en pædagog, for hende jeg helst ville tale med, kunne jeg ikke få for mig selv på noget tidspunkt, så jeg lå bare på sofaen i mine alt for afslørende bukser og lod som ingenting.

Sidste sommer var jeg syg, sådan fysisk syg, og jeg kunne derfor få min vægt ned på 57 kg, og jeg elskede det, men så blev jeg rask, og i løbet af blot et par måneder strøg min vægt 10 kg i vejret, og jeg var knust. En dag stod jeg og betragtede min mave og undrede mig over formen. Jeg havde 8 uger tidligere været på en sommerlejer med andre unge katolikker, og den sidste aften havde jeg fået det skidt og tog noget beroligende, men der skulle være fest i hytten, så jeg tog lidt ekstra. Der er en hårfin balance mellem at beroligende medicin giver en tryg søvn og at de giver black out. Jeg fik et black out, og da jeg stod op om morgenen og opdagede at jeg i nattens løb havde skiftet og vasket trusser og uldsokker, og ingen kunne fortælle mig hvorfor. Pludselig så jeg i spejlet, og det slog mig, at jeg jo slet ikke vidste hvad jeg havde lavet, og om det kunne tænkes at jeg var gravid. Jeg sendte en pædagog i byen efter en graviditetstest, men hun skulle også andre ærinder så det tog lang tid.

Først var jeg panisk, for der var jo ikke plads til en baby i mit liv, og hvad nu med al den medicin jeg havde fået i løbet af de 8 uger, men langsomt begyndte min krop at give mening, og jeg kom mere og mere til at elske mit spejlbillede, jeg elskede rundingerne og jeg elskede at min krop kunne bruges til noget godt og give liv, pludselig var der en grund til at min krop så ud som den gjorde, og jeg elskede den for det. Så kom testen og den var negativ og straks blev jeg slynget tilbage i selvhad  og meningsløshed. Jeg blev faktisk virkelig nedtrykt efterfølgende, for jeg var i løbet af kun en halv time kommet til at elske det barn så højt, og jeg følte at jeg havde både fysisk og psykisk mistet det, og for første gang turde jeg virkelig lade tårerne flyde hos min psykolog, som, som den eneste, forstod hvad jeg gik igennem, andre syntes vist lidt, at det var noget pjat for der havde jo aldrig været et barn, og hvis der havde, havde det ødelagt den spæde begyndelse på et liv jeg var ved at få.


Jeg har lige været henne og løbe, og jeg forstår ikke hvordan jeg kan træne så meget, og stadig have så lasket en krop. Numsen der strutter, lårene der blævrer, armene der hænger og maven som jeg slet ikke har noget verbum for. Jeg får kvalme over mig selv.