Løbe som en spadser 2

Der er i forvejen en "løbe som en spadser 1" og nu skal i høre hvorfor.

Under handicap OL sad jeg i sofaen og stenede, da der bliver vist kvalifikationen til de kvindelige løberes 100 m løb for mildt spastiske lammelser. Pludselig er der én af dem der laver en bevægelse som jeg kun kender alt for godt, et lille næsten ubemærkeligt spjæt med venstre side af kroppen. Jeg kender det, fordi jeg selv gør det samme. Det sker dog mest når jeg sidder ned, et lyn farer igennem kroppen på mig og musklerne i min vestre side trækker sig sammen og jeg kommer til at se lidt sjov/dum ud. Ophidset spurgte jeg en af de mandlige pædagoger (ikke specifikt fordi han var en mand, men fordi det var ham der lige var der) om man kunne være spastisk lammet uden at vide det? Han sagde nej og grinede beroligende til mig (af mig).

Jeg havde ikke glemt det, men jeg har ikke snakket om det siden. I går ved psykiateren spurgte hun til de ticks jeg har ved munden, og jeg fortalte så at det er hele kroppen. Af andre fysiologiske problemer kunne jeg så nævne, at jeg har nedsat følelse og styrke i venstre side af kroppen, når jeg svømmer bøjer mit venstre ben indad, jeg har en ifølge fysioterapeuten helt logisk løbeskade i venstre hofte, jeg slæber gevaldigt på venstre ben jo mere træt jeg er, og jeg går næsten altid med venstre arm bøjet. Og så stillede hun diagnosen mild spastisk lammelse af venstre side af kroppen.

Jeg var i tvivl om hvorvidt en psykiater egentlig officielt kan stille sådan en diagnose, men mest var jeg begejstret over at have en ny kasse jeg kan placere symptomer i, så jeg begyndte at tale med endnu større entusiasme om det, og spurgte om jeg skulle have/kunne få en officiel hospitalstest, som fortæller i hvilken grad jeg har det. Det fik min læge til at spørge i ramme alvor, om jeg måske er en lille smule hypokonder. Det ved jeg ikke om jeg er. Jeg har vænnet mig til at observere og beskrive diverse symptomer som min krop og mit sind udviser, og jeg er vant til at snakke med folk om det. Nogle gange giver det diagnoser og nogle gange gør det ikke. Jeg kan godt lide at få en diagnose/kasse, som jeg kan proppe mine symptomer ned i, for så er der styr på dem og der er måske ligefrem noget jeg kan gøre. Når det ikke leder til en diagnose bliver jeg irritabel, nok mest fordi jeg føler, at man ikke tager mig alvorligt. Jeg ved ikke om det er hypokondri, Münchausen eller bare aspergers, men selv en hypokonder bliver vel syg engang imellem.

Da jeg fik diagnosen var min første tanke at hovere lidt over for den før omtalte mandlige pædagog, og min anden tanke var at skrive til Rikke Rønholt. Hun foreslog, at jeg selv skulle prøve at kvalificere mig til handicap OL fortsat, at jeg kan blive godkendt som handicappet nok. Jeg afviste dog, men takkede for tilliden. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun er jo selv til de korte og hurtige distancer, og hun foreslog, at jeg måske er det samme, fordi jeg så kan holde fokus på at sætte fødderne rigtigt. Nogle mennesker stiler efter at opnå den tilstand, hvor man løber uden at tænke, men måske er det ikke godt for mig, måske er det der jeg bliver skadet. Det at hun sagde det gjorde mig lykkelig, for jeg drømmer ikke om aftenen hvis jeg ikke kan sove om at løbe et maraton, jeg drømmer om at løbe stærkt, om at flyve hen over jorden, men jeg har aldrig vist talent for det før nu. Efter min skade er jeg dog begyndt at løbe markant hurtigere, hvilket ikke skyldes at skaden har udført et mirakel, men jeg 1) løber markant kortere distancer samtidig med at min kondition er den samme, 2) føler at jeg kan tillade mig at løbe kortere distancer, fordi jeg forbrænder mine kalorier på andre maskiner.

Jeg blev hverken særlig overrasket eller særlig chokeret over min nye diagnose, og en af grundende var DRs atletik kommentatores store respekt og fine omtale af de handicappede atleter, så jeg skrev en mail for at takke dem, hvilket er noget jeg tit gør, skriver breve/mails til fremmede mennesker.