Blod, sperm og andre legemsvæsker (og forrådnelse)

Jeg er en sød og høflig ung dame, men nogle gange har jeg lidt problemer med min takt og tone, især har jeg problemer med, hvad man snakker om hvor. Især når vi sidder ved måltiderne har jeg svært ved at forstå, at folk finder det ubehageligt at der bliver talt om visse ting. Jeg ville egentlig gerne skrive lidt om dette, men helt ærligt, så forstår jeg det ikke, jeg accepterer bare. Jeg synes måske nogle gange, at folk er lidt sarte. Jeg ved ikke om de mister appetitten fordi de alt for tydeligt kan forestille sig de omtalte ting, eller om det bare er samfundets normer som de har lært at acceptere, og at de har levet med dem så længe, at det er ubehageligt når de bliver brudt.

Jeg kan godt acceptere, at der er ting vi ikke taler om ved bordet, for jeg er jo ikke ude på med vilje at gøre dem ubehageligt til mode, men vi var nødt til at sætte nogle klare retningslinier op for mig, for jeg forstår ikke hvad der er og hvad der ikke er tilladt.  Engang omtalte min far bogen "Jordens søjler" som "det sædvanlige blod sperm og andre legemsvæsker", og det er en betegnelse, som vi siden har brugt ved flere anledninger, så da min psykolog, den ene af mine kontaktpædagoger og jeg havde et møde, foreslog jeg det som retningslinie, og de var enige, men tilføjede forrådnelse.

Nu har jeg mine retningslinier, og jeg prøver at følge dem selvom jeg lidt synes, at det er noget pjat, det er jo bare helt naturlige ting. Jeg har for eksempel historien om da jeg sidste gang var indlagt med en overdosis Panodiler. Jeg kom til at dele stue med en kvinde der havde drukket sin krop i smadder. Gad vide hvorfor det egentlig hedder stue, det er jo nærmere et soveværelse? Nå, men i hvert fald havde hendes tarme det ikke godt, og hun havde en plasticslange klistret til anus der ledte hendes afføring ned i en pose. Det var svært at få klistret slangen helt tæt fast til huden, og det lækkede, så sengetøjet måtte skiftes flere gange om dagen. Desuden havde hendes hjerne det heller ikke godt, så hun tågede rundt på afdelingen med slange og pose slæbende efter sig, lækkende. En enkelt gang havde hun nogle kammerater der besøgte hende med deres klirrende plasticposer. Men de kunne ikke få mental kontakt med hende, så de gik ned for at finde sig en god bænk. Jeg ser dette som en sjov og sørgelig historie, men ikke ulækker, men pyt, så fortæller jeg den bare på et andet tidspunkt end ved maden.

Forleden ved aftensmaden (i hverdagen spiser drengene og pigerne hver for sig) talte jeg om mine problemer med at finde en bh der passer. En af pædagogerne indikerede, at det var upassende, men nej, den går jeg ikke med til. Man må gerne fnise lidt forlegent, men emnet skal ikke forties. Jeg er vokset op med en skam over at være kvinde, og den skam vil jeg ikke give videre til de unge piger her på stedet, og bh'er bør være helt naturlige beklædningsstykker på linje med med bukser, og det er helt acceptabelt at snakke om at ens røv ser stor ud i dette eller hint par. Det er samfundets norm, at der er visse ting man ikke snakker om, og det acceptere jeg, men hvis man ikke må snakke om bh'er når der kun er kvinder til stede, så nærmer det sig censur, i hvert fald efter min mening.