I går da jeg kom til Aarhus var teologisk fakultet afspærret fordi politiet havde modtaget en bombetrussel. Ironisk nok hører teologisk fakultet ikke længere til på teologisk fakultet men i Nobelparken, så det var ikke noget der påvirkede mig eller min undervisning, selvom diskussionen selvfølgelig kørte heftigt, og det hele var meget meget spændende, for var det mon os "bomben" var beregnet på? Ikke at man kan tillade sig at føle sig som noget særligt, Handelshøjskolen har nemlig haft to af slagsen bare inden for det sidste halve år.
Da min lillesøster var her forleden snakkede vi om hvad der egentlig er min motivationsfaktor for at kunne klare universitetet. Min søster satser på en fed karriere, og hun begynder at kunne se målet, men for mig ligger et eventuelt job så langt ude i fremtiden, at det er meget svært at fokusere på, så jeg skal prøve at forholde mig til lige nu og her, men det gør mig ikke noget, for jeg har endnu ikke tanker om job og penge og den slags, for for mig er den rene viden hele essensen af min væren, og jeg ser på hele tanken om universitetet i et rosenrødt lys.
Jeg har et nærmest religiøst forhold til viden og videnskab,og jeg tænker måske nærmest på universitetet som en katedral for denne religion, med professorerne siddende på deres små kontorer som præster der celebrere messe (fejre gudstjeneste) ved små sidealtre for små og store helgener, og med de studerende som trofaste kirkegængere. I hvert fald ser det sådan ud inde i mit hoved.
Men jeg ved udmærket godt, at dette ikke er universitetets realitet. Universitetet er et sted med nid og nag, religionsvidenskaberne kan ikke lide teologerne, og teologerne kan ikke lide de missionske, fysikerne kan ikke lide kemikerne, og dem der støtter én teori kan ikke lide dem der støtter den anden. Den tekst der ligger til grund for samtlige oversættelser af det gamle testamente (Codex Leningradiensis) er skrevet i 1008 eller 1009, og det er der ca fem mennesker i verden der ved noget om, og det har mange meget ophedede diskussioner, og de hader sikkert også hinanden inderligt. Mange professorer ser ikke sig selv som præster, men nærmere som hel- og halvguder repræsenteret som sole omgivet af cirkulerende planeter/studerende, med egoer der overstiger universets grænser.
Som bachelorstuderende er det dog ikke noget der kommer mig så meget ved, men så skal jeg til gengæld forholde mig til andre studerende. Ideelt set ser jeg de studerende som frø der spirer fordi de modtager viden/vand og visdom/solskind og udvikler sig til noget storslået, men vi lever i et samfund hvor alle i realiteten har mulighed for at komme på universitetet, og det er super fedt fordi det får fat i en masse af dem der har potentiale til at blive store, men som andre steder ikke havde fået en chance, men det betyder også at der kommer mange ind, som ikke lever op til kravene, så kravene hele tiden bliver sænket. Regeringen begynder at stille nye og skarpere krav til de studerende, og de studerende brokker sig, og de studerende brokker sig, men det er ironisk nok ikke de studerende det gør værst ud over der brokker sig mest, hvis overhovedet. Men er det ikke nettop det fede ved den danske model, at der er plads til mange forskellige slags unge der kan klare forskellige grader af krav, og det er ikke nødvendigvis dem der kan klare de hårdeste krav der er de bedste studerende.
Jeg har dog ingen illusioner om at jeg selv er spor bedre end det brede flertal, men jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke har evnerne til at blive til mere, eller om det er fordi der ikke stilles højere krav til mig og jeg derved bliver mentalt doven, nok lidt en blanding.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar