Da jeg var studerende i sidste omgang, var jeg i læsegruppe med nogle virkelig dygtige piger. I mine gode perioder beundrede jeg dem og sugede til mig af de ting de kunne give mig af råd og vejledning, men nogle gange blev jeg sur på dem fordi de altid var så meget bedre end mig, og jeg skammede mig over min vrede, for vi var jo venner. Når man misunder fremmede, så tænker man ikke så meget over, hvor grim en følelse misundelse er, men når man misunder nogen der er tæt på én så river og flår det i ens indre. Pigerne i min læsegruppe var altid dygtige til at hjælpe mig, og jeg var vred på mig selv over, at jeg havde brug for hjælp, og den vrede projekterede jeg over på dem i form af misundelse.
Ligeledes sad jeg den anden dag henne på uni. Jeg havde ikke været til undervisning i en uge, og jeg havde derfor heller ikke forberedt mig ordentligt. Jeg sad med papirerne foran mig og prøvede at se ud som om jeg fulgte med, da en af drengene sagde noget meget klogt, som jeg tænkte, at jeg aldrig ville være kommet på at sige. Vores lærer blev begejstret, og så kom misundelsen op i mig. Jeg har jo taget faget før, så det burde være mig der sagde noget klogt, og hvis de andre skulle sige noget klogt, så skulle det i hvert fald ikke være om noget der kom bag på mig. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte i lige det øjeblik. Men i dette tilfælde kan misundelsen bruges til noget konstruktivt for nu glemmer jeg nok aldrig weqatal (ren fremtid) som den stensikre fremtidige konsekvens af en handling.

Men bare fordi jeg er stabil både i vægt og opførsel, så betyder det ikke, at alle omkring mig også er det. Jeg har en veninde der måske vejer lidt for meget, men nu er hun begyndt at spise mindre og træne mere (jeg har været syg i så mange år, at jeg ikke er i stand til at vurdere, om hun er sund eller om hun overdriver). Hun har som en logisk konsekvens tabt sig, og det ser rigtig godt ud. Hun har altid set godt ud, men nu er hun virkelig køn. Jeg burde være glad på hendes vegne, men jeg tænker bare, at det burde være mig, det er jo mig der er den spiseforstyrrede, mig, mig, mig. Den fornuftige del af min hjerne ved godt, at det er nemmere at tabe sig når man vejer lidt for meget, end når man ikke har så meget at tage af, men jeg er misundelig, for jeg vil også så gerne tabe mig.
Det er ikke til at holde ud at være så misundelig hele tiden, det får mig til at føle mig som et helt forfærdeligt menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar