Samvittigheden er en muskel der skal trænes, lige som alle andre. Mange mener i dag at man skal træne sig selv i ikke hele tiden at føle sig så skyldig, men det mener jeg bestemt er en misforståelse, det drejer sig i stedet om at lære at føle skyld på den rigtige og konstruktive måde.
En synd er når man i et øjebliks svaghed vender sig fra Gud, eller i ateistiske vendinger, gør noget der skader en selv eller andre fysisk, psykisk, økonomisk eller åndeligt. Og skrifte er hvad man går for at råde bod på det.
Anger er et bedre ord end skyld for hvad man bør føle når man har begået en synd. Når jeg går ind i skriftestolen kan det ikke nytte noget, at jeg er opløst i tårer og synes det hele er noget så forfærdeligt. Hvis jeg har det sådan, bør jeg hellere vendte et par dage, for det jeg føler er ikke anger overfor Gud fordi jeg har vendt mig væk fra hans kærlighed, men derimod en stor portion selvmedlidenhed. "Jeg gjorde det og det galt, men i virkeligheden er det synd for mig, for jeg gjorde det jo fordi...".
Selvmedlidenheden er det ondes forsøg på at bagatellisere hvad vi har gjort. "Jeg har ikke brug for en præst, jeg går direkte til Gud med mine synder". Sådan tænker mange, men gør man så også det, eller går man til ham med sin selvmedlidenhed? Gud ved hvad der gemmer sig i vore hjerter, og han tilgiver os længe før vi kommer og siger undskyld, så skriftemålet er der for vores skyld, det er der for at vi kan træne den muskel der er vores samvittighed. Jo mere trænet vores samvittighed er, jo bedre bliver vi til at opføre os rigtigt i Guds og menneskets øjne.
Skriftemålet er en af de ting der virker mest skræmmende i mange katolikkers øjne, og det er en af de ting ikke-katolikker oftest spørger ind til. Det er da også en provokerende ting at skulle fortælle et andet menneske alle ens dybeste hemmeligheder og største svagheder. Man prøver at bløde det op ved at sige, at det jo ikke er præsten, men Gud man siger tingene til, men det ændre ikke ved det faktum at der sidder en mand af kød og blod over for en (evt med en gittervæg imellem jer). Så ja, skriftemålet er noget skræmmende noget, men det er virkelig det værd.
Jeg har prøvet masser af antidepressiver og angstdæmpende medicin, og jeg har haft samtaler med psykologer, psykiatere, sygeplejersker og pædagoger, men intet har hjulpet mig helt lige så meget som et godt skriftemål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar