Om sakse og knive

Skarpe ting kan bruges til mangt og meget.

Sakse:
Forleden var jeg rastløs på en måde, hvor der bare skulle ske et eller andet, så jeg greb en saks og klippede mit pandehår, hvilket jeg selvfølgelig straks fortrød. Siden en frisør gav mig en dårlig klipning lige før min konfirmation, har jeg været meget mistroisk over for hele branchen, og jeg har faktisk ikke været til frisøren siden min gymnasietid tilbage i 2004. Jeg er ikke super god med en saks, især da min venstre hånd er svag, rystende og upræcis, men jeg har dog formået at holde mit hår sådan nogenlunde pænt og velholdt. Sandt nok har mit pandehår til tider været lige lovlig kort, men det er sket sjældnere og sjældnere i takt med at jeg fik min teknik trænet.

Min nye frisure er et halvlangt skråt pandehår, og jeg syntes at det så rædselsfuldt ud, så jeg klippede til, men jeg vidste ikke, om det gjorde det værre eller bedre, så jeg klippede til igen. Men måske var det bare fordi det var en ændring, at jeg syntes at det så dumt ud? Jeg besluttede, at jeg ville vente til fredag, og hvis jeg stadig hadede det, så ville jeg bide stoltheden i mig og gå til frisøren.

Jeg har gået de sidste par dage og været enormt bevidst om min dumme frisure. Hver gang nogen så på mig eller talte til mig, så var jeg sikker på, at de stirrede på mit hår og syntes at jeg var en komplet idiot, for hvordan kunne man andet. hver gang jeg så mig i spejlet blev mit blik draget mod håret og jeg hadede det. I går var der dog en pædagog der roste det, og kaldte det voksent og feminint, så måske jeg beholder det alligevel.

Knive:
Forleden fortalte jeg en af pædagogerne en pinlig lille hemmelighed. Jeg havde ikke gjort noget, men jeg gik og tænkte nogle ting der ikke var helt stuerene. Jeg havde ikke tænkt at gøre mine tanker til virkelighed, men pædagogen reagerede, i mine øjne, meget voldsomt, og så blev det pinlige i stedet til en stor skam, en synd, som voksede og voksede inde i mig, og jeg blev ked af det, og jeg blev endnu mere ked af det fordi min veninde var syg og jeg ikke havde nogen at tale med.

Jeg sover ikke så godt, og i går måtte jeg tage tidligt hjem fordi jeg simpelthen ikke kunne holde det hele ud mere. Hjemme havde jeg min kontaktpædagog for mig selv, men jeg havde følt mig ydmyget af den anden pædagog, så jeg turde ikke sige noget, men jeg ville gerne, så da vi sagde god nat og hun ikke længere havde tid til at snakke med mig, så var jeg nødt til at gå ind og skære mig.

Det blev hverken særlig dybt eller særlig langt, og det kunne måske være blevet lukket med strips (en særlig slags plastre), men jeg respekterer ikke strips, så hvis de ikke syede mig ville jeg gå hjem og skære videre, så de syede, men jeg skammede mig, så jeg fik dem til at gøre det uden bedøvelse, hvilket gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg gerne ville have det til at gøre, men jeg ville ikke sige noget, for så ville de have vidst hvad jeg havde gang i, og det var ikke meningen.