Om at være studentikos

For nogle måneder siden, fik jeg af min forfatterlærer at vide, at jeg var alt for studentikos når jeg skrev, hun ville gerne have flere følelser frem. Studentikos vil sige studenteragtig og umoden, som når man har enormt meget behov for at vise omverdenen alle de fine ting man har lært henne på universitetet. Det var ikke en besked jeg var glad for at få, og jeg græd, men jeg kom så til at tænke på, at det er det jeg er opdraget til at være, for sådan er vi i min familie, og sådan er man på universitetet. Set på den måde var det jo faktisk et kompliment, og det er også ment som et kompliment, når jeg bruger det her.

Grunden til, at jeg kommer til at tænke på det nu er, at jeg blev kontaktet af en forfatter, som gerne ville have mig til at anmelde en af sine bøger. Jeg er generelt ikke meget til fantasy, men man siger da ikke nej til en gratis bog, eller jo det gør man nogle gange, men han var yderst flink mod mig, så hvorfor ikke, fantasy vil jo ikke tage livet at mig. Selve anmeldelsen af bogen kommer en af de følgende dage på min bogblog, men bogen fortjener en foromtale.

Jeg giver den en foromtale fordi det lige så godt kunne have været mig der skrev den, eller det kunne have været hvilken som helst af de drenge jeg i tidens løb har boet på kollegie med som gjorde det. En af de drenge der synes det er sjovt at citere afdøde filosoffer på tavlen til interne beskeder, eller som køber Augustins samlede værker fordi det da bare er mega sejt, altså med andre ord lidt en nørd, men en nørd ment med den aller venligste og mest tiltalende betydning af ordet. Jeg kunne godt blive lidt irriteret på de drenge engang imellem, men det var mest fordi jeg godt kunne blive lidt irriteret på mig selv, fordi jeg skulle tage mig selv i nakken for ikke at gøre præcis de samme ting.

Nu er der gået mange år siden jeg boede på kollegie, og jeg er modnet meget i de år, eller måske er jeg bare blevet gammel, det er nemlig noget psykiatrien godt kan finde på at gøre ved én, ælde én. Af den grund kan jeg nu virkelig værdsætte en akademisk inspireret fantasybog, og jeg sidder og klukker lidt for mig selv når jeg støder på genkendelsesmomenter, for hvorfor er det egentlig, at man altid skal starte helt fra bunden, når man opbygger en ny verden? Hvis vi siger at tallet pi (3.141592er helt fundamental for vores verden, hvorfor skulle det så ikke også være det i andre verdener? Og hvis det er fundamentalt, hvorfor så ikke bruge det?

Men det er nok mest sproget der er studentikost (og jeg elsker det), som i sætningen

"Han var idealistisk,"forklarede Gawl. "Han mente, at vi som folkeslag begrænsede os ved kun at bo i bjergene og lave det samme arbejde generation efter generation".

Toft, Jon B. "Laya" s.52

Så hurra for det studentikose, så mine kære medstuderende, lad jeres røst høre og skam jeg ikke over jeres nørdethed.