Om dengang i psykiatrien

Jeg skulle have været på uni efter jeg havde været ved psykolog i går, men vi kom til at tale om de to år fra 07 til 08, hvor jeg røg ud og ind af psykiatrisk hospital i Risskov og på akutmodtagelsen Århus sygehus. Jeg ville have taget på uni men mit hjerte var tungt og mit hoved proppet, og jeg trængte bare til at komme hjem og blive trøstet af pædagogerne og få at vide, at alting er blevet godt, det hele var bare et mareridt, et langt mareridt javist, men kun et mareridt.

Men hvad skete der i de år? Problemet er nærmest at der ikke skete så meget. Jeg blev diagnostiseret med Aspergers syndrom, og så gik alting i stå. Jeg blev erklæret uegnet til psykologhjælp, jeg blev afvist fra både center for spiseforstyrrelser og center for selvmordsforebyggelse, og jeg gik fra at være i behandling i psykiatrien til at være til opbevaring indtil dem fra voksen handicap 'gad' at tage min sag, så jeg ventede, og alt var en grå tåge af alt det der er ubehageligt at snakke om.

Jeg ved, at jeg burde være taknemmelig, for jeg har fået så meget og plejepersonalet på afdelingerne har gennem tiden været så søde og gjort så meget for mig, men det var ikke dem vi snakkede om i går, det var derimod de få, som dog fyldte så meget. Under snakken følte jeg ingenting, men bagefter følte jeg det svigt som jeg ikke turde føle dengang, men jeg skammer mig over at føle mig svigtet, jeg føler mig utaknemmelig, for jeg føler ikke, at jeg stod i en position, hvor jeg kunne kræve noget som helst, for jeg burde være taknemmelig for, at jeg trods alt ikke var på venteliste. Og alligevel har jeg følelsen indeni, at det måske ikke var mig som krævede for meget, men de få der ikke gjorde deres arbejde ordentligt, men nogle gange føles det luset at skyde skylden på nogen som ikke er til stede til at forsvare sig selv, derfor er jeg også i tvivl om jeg skal poste denne historie, men jeg gør det alligevel. jeg vil gerne fortælle om den første gang, at jeg tog en overdosis Panodiler.

Novellen som jeg har linket til handler dog ikke om den første gang, men om en sammenfatning af de 6 overdoser jeg havde i løbet af 7 måneder. Jeg spekulerer nogle gange på, om det kunne været gået anderledes, hvis det jeg nu vil fortælle var forløbet anderledes.

Lægerne og sygeplejerskerne på akut modtagelsen havde været så søde ved mig, selvom jeg senere fandt ud af, at lægerne på psyk havde prøvet at beordre dem til ikke at tale med os 'panodilpiger', for vi skulle jo nødig føle os for fine på den, eller hvad det nu var at de tænkte, men kan man i et civiliseret samfund tvinge folk til at være mindre menneskelige, i dette tilfælde sygeplejersker som burde have medmenneskelighed som en del af deres person, som en del af deres job? Nogle sygeplejersker kunne ikke, og især på den afdeling gjorde de meget ud af, at også vi skulle føle bare et øjebliks glæde.

Da min indlæggelse var slut, spurgte lægen hvad han skulle stille op med mig, og min selektive mutisme (midlertidig stumhed) som jeg led meget af i den periode, satte ind. Jeg ville så gerne indlægges på psyk, men jeg turde ikke stille krav af frygt for at blive afvist, og især af frygt for at blive afvist fordi jeg stillede krav, så det var nemmere at holde sin mund. De ringede til min kontaktsygeplejerske der sagde, at de bare skulle sende mig hjem, han skulle nok ringe til mig. Jeg kom hjem torsdag kl 11, måske 12, og jeg havde ikke noget mad, men jeg turde ikke gå ud og handle, for han ville jo ringe, og så ville han fortælle mig hvad jeg skulle gøre, og så skulle alt nok blive OK på en eller anden måde, men han ringede ikke, og til sidst måtte jeg først græde lidt i fortvivlelse, og så ud og handle. Han ringede så, men først kl 16.
- Det var da noget værre noget...
- Ja.
- Nu gør du det vel ikke igen i løbet af weekenden?
- Det ved jeg ikke.
- Gør du det igen i løbet af weekenden?
- Nok ikke.
- Okay, så ses vi til vores aftale mandag.
Det var det, og aldrig blev der snakket om det igen, heller ikke anden, tredje og fjerde gang, og så opsagde han vores samarbejde. Ikke at det gjorde den store forskel, han var sjældent hos mig mere end 5-10 min selvom han sagde til andre at han satte en halv time af.
- Hvordan går det?
- Bare sådan stille og roligt.
Sådan svarede jeg altid, for hvad skulle jeg sige? Stille og roligt? Hvad betyder det egentlig overhovedet? Det betyder ingenting, for stille og roligt i forhold til hvad? Enhver kunne vel se at det ikke gik stille og roligt, når jeg kom til udpumpning hvert andet øjeblik, men ingen sagde noget. Jeg kan godt forstå at jeg var i tvivl om, om jeg var værd at redde, eller om alle bare var ligeglade. Min familie ville nok ikke være ligeglad, men jeg fortalte dem det ikke, for i min grå og kolde verden var der ikke plads til andre end mig og måske en enkelt sød sygeplejerske i ny og næ, der var ikke plads til familien og alle deres følelser.

Jeg kan så på mit ordvalg, at jeg et eller andet sted føler mig harm, men jeg kan ikke mærke noget, for i mine år i psykiatrien valgte jeg at skubbe mine følelser meget langt væk, og det kan jeg stadig nogle gange.