I dag til mit forfatterkursus fik jeg en meget hård, men ærlig kommentar som rammer mig meget, altså rammer mig som i viser noget om hvem jeg er, ikke som i at jeg tager det tungt. Jeg fik at vide at jeg al for hårdt prøver at virke som hende den kloge, og det er rigtig nok, jeg er nemlig rædselsslagen bange for, at folk ikke ved at jeg er intelligent.
Da jeg gik i skole, folkeskole, gymnasium og universitetet havde jeg pga mit endnu ikke opdagede handicap svært ved at følge med, sagt mere præcist, så havde jeg ikke overskud til at læse mine lektier og møde til alle undervisningstimer. Hvor hårdt jeg prøvede varierede meget alt efter hvor doven, depressiv eller bare træt jeg var. Der var heller ikke nogen der lærte mig hvordan jeg skulle læse lektier, man forventede bare at jeg kunne når nu de bad mig om det, og vi, mig selv inklusiv, troede at det kun handlede om dovenskab. Mit gennemsnit har derfor i alle tre skoleforløb ligget på lidt over 8 (den gamle skala) og det må man sige, jeg var noget nær så gennemsnitlig som man kunne blive. "Jamen det er jo bare en karakter, den betyder ingenting". Jo, den betyder meget, det er nemlig et dejligt konkret tal mit i alt det kaos som min skoletid var. Jeg fik derfor et skriftligt bevis på at hvis jeg kæmpede hårdt, så var jeg middelmådig, hvilket måtte betyde, at jeg var en lille smule dum.
I dag ved jeg, at det jeg kæmpede med var helt almindelige hverdagsting og personlige problemer, jeg havde slet ikke tid til at kæmpe med skolen. På nær et par enkelte for mig interessante eksaminer, så tog jeg den på slum hele skoletiden igennem, især i 3.g hvor jeg var for depressiv til at åbne en bog, og så er 8 i snit pludselig meget godt, men jeg ser stadig bare et stort rødt 8-tal og er skuffet over mig selv.
Jeg kommer fra en akademisk familie, og måske karaktererne ikke betyder alt, men det ses lidt som en dyd at være klog, hellere klog end et godt menneske, og jeg følte at jeg ikke kunne leve op til det ideal, jeg fik jo kun 8 i snit. Jeg troede at jeg var dum og doven, og jeg forsøgte at lære mig selv selvdisciplin gennem min spiseforstyrrelse, jeg stillede regler for min spisning og min lektielæsning, men de var for skrappe og jeg fejlede gang på gang og blev mere og mere deprimeret. Jeg ville jo bare så gerne være dygtig. Så jeg prøvede at fake. Jeg læste kloge bøger og forsøgte at efterabe forfatternes tankegang (hvis nogen finder det interessant, så er det kun mænd der kan tillade sig at skrive den slags bøger, kvinder forventes at være mere følsomme). Jeg stiller regler op for mig selv for at virke klog, for at skjule hvor dum jeg hele tiden føler mig. Jeg hader at spille TP og BezzerWizzer for hver gang jeg ikke kan svare på et spørgsmål, også selvom det handler om 80'film, så rammer det mig lige i hjertet.
For næsten et år siden kom der så en psykolog og lavede nogle tests på mig. Han fortalte mig at jeg faktisk er ret klog. Jeg blev glad, men jeg blev også flov, for hvis jeg var så klog, hvorfor kunne jeg så ikke præstere? "Jamen dengang du gik i skole fik du ikke ritalin". Nej, men et 8-tal er et 8-tal og ligegyldigt hvor mange år der går og hvor meget medicin jeg får, så vil det altid stå på mine eksamenspapire.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar