Vægten

Vægten, findes der noget mere skræmmende...

Der sker alt for meget i mit liv lige for tiden, så meget at jeg er blevet decideret stresset. Stresset nok til, at jeg endte på skadestuen i onsdags, stresset nok til at jeg rystende ligger på sofaen hver aften og længes efter søvnen, hvor urolig den end er, og stresset nok til at vægten er kommet på i en foruroligende hast.

Jeg vidste godt, at stres får mig til at spise mere og røre mig mindre. Jeg vidste godt, at vægten var gået op, så jeg har slet ikke turdet veje mig den sidste tid. Jeg vidste det, så jeg turde slet ikke veje mig den sidste tid. At skulle se tallet ville ligesom gøre det hele meget mere virkeligt, og det syntes jeg ikke lige, at jeg havde brug for.

Jeg prøvede at bilde mig ind, at det hele ikke var så galt alligevel. Jeg vidste godt, at jeg levede på en løgn. Jeg kunne godt se i spejlet, at min mave var blevet rundere og mine overarme mere fyldige, og mine jeans talte deres egne tydelige sprog.

I morges skulle det så være. Jeg ville på vægten, for jo længere jeg strækker den, jo hårdere bliver det. Jeg ville jo gerne have ventet til jeg havde tabt mig lidt, men sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Jeg var nødt til at få det overstået.

Jeg lå længe i min seng og kunne ikke tage mig sammen. Jeg prøvede at gætte, prøvede at forberede mig på chokket.

Kære Gud. Lad det ikke være så slemt som jeg frygter.

Jeg havde gættet på + 2 kg, men det var værre, + 3 kg. I mine unge dage ville jeg være begyndt at græde og slå mig på mave og lår, men jeg er blevet mere afbalanceret med alderen. Jeg stod bare og gloede, ville ikke rigtigt tro mine egne øjne. 3 kg. 3 kg er rigtig meget, som i rigtig, rigtig meget, især når man tænker på hvor meget jeg i forvejen havde taget på, så tror da pokker, at mine bukser og bluser strammer.

I min dagbog kan jeg tillade mig at kalde mig selv for fede gås og Miss Piggy, men jeg ved godt, at det endnu ikke er sandt, men jeg frygter det.

Min kontaktpædagog tror på, at det hele en dag vil blive bedre, men jeg er tvivleren Thomas, jeg vil se før jeg tror. Det er et helvede, men det er et trygt helvede. Det er her jeg har haft hjemme i 10 år, så hvorfor skulle jeg tro, at noget vil ændre sig? Tør jeg overhovedet ændre det? Her i min spiseforstyrrelse er der plads til mig og Gud og ikke ret meget mere. I mine gode perioder, skal jeg forholde mig til verden, og verden er fuld af fristelser. Gode fristelser og nære relationer og slette fristelser og ussel mammon.

Kære Gud. Giv mig styrke til at rejse mig, når jeg gang på gang falder. Giv mig styrke til at acceptere den hjælp du sender mig.

Jeg er omgivet af folk der vil hjælpe, men jeg er stædig og vil klare alting selv, og jeg bliver flov når jeg siger ja til hjælp, føler nemlig ikke, at jeg kan give noget igen.