Den stolte handicappede

Jeg bærer med smil min byrde, jeg drager med sang mit læs...

Jeg bærer handicap og sygdom flot, det er i hvert fald hvad folk siger, og måske er det sandt, men der er dage hvor det ikke er så let. Dette kommer til at handle om mit handicap på de dårlige dage. Advarsel, mulighed for klynkende erindringer.

Aspergers syndrom er noget man er født med, men jeg blev først diagnostiseret da jeg var 23. Jeg taler tit med folk om hvor hårdt det var at skulle gå i normal skole på de normales præmisser, men jeg får altid en dårlig smag i munden, for var det virkelig så hårdt? Er jeg ikke bare ude efter medlidenhedspoint? Jo, jeg hadede skolen, jeg kunne hverken fysisk eller psykisk stå distancen, men det kunne sikkert have været langt værre. Jeg blev nok opfattet som et lidt sært barn, og hverken lærere eller elever behandlede mig altid lige pænt. Jeg blev drillet, men jeg blev ikke mobbet.

Jeg hadede skolen, fordi jeg ikke kunne klare det, jeg hadede de andre, fordi de var normale, og jeg hadede mig selv, fordi jeg ikke var som dem.

Mit højeste ønske har altid været at være normal, at passe ind, og jeg kæmpede hårdt for min drøm. Jeg brugte lang tid på at observere mine klassekammerater og min lillesøster for at lære hvordan normale mennesker fungerer og hvad de gør og hvordan de opfører sig. Jeg læste bøger for at lære hvad og hvordan man burde tænke. Langsomt men støt lærte jeg at tilpasse mig mine omgivelser.

Jeg lærte, at reglerne egentlig var ret simple, men de var også grusomme. Tal ikke når andre taler, alt kommer til den der venter. Gør ikke opmærksom på dig selv, tving dig selv til ikke at grine så forbistret højt, tys. Lad som om du er dummere end du er, du må godt kunne svare på spørgsmålet, men gør det på en ydmyg måde. Tro ikke, at du kan noget, der er altid en der er bedre end dig eller fortjener mere ros end dig. Tal ikke om noget andre ikke gider at høre om. Jo bedre jeg blev jo mere hadede jeg mig selv for at komme til at træde ved siden af, og jo mere bange blev jeg for, at folk lagde mærke til, at jeg ikke var normal. Jeg straffede mig selv med knive og med mad, fordi jeg ikke var normal og derfor ikke god nok.

Da jeg blev diagnostiseret, fik jeg gang på gang at vide, at jeg burde være lettet, fordi det kunne forklare så meget.

Det kunne forklare meget. Det kunne forklare hvad det var for et hemmeligt sprog mine klassekammerater havde med hinanden som jeg ikke forstod (kropssprog). Det kunne forklare hvorfor jeg absolut skulle holde enetaler om underlige emner som ingen andre interesserede sig for. Det forklarede hvorfor jeg ikke havde hjerteveninder og ikke længtes efter en. Det forklarede hvorfor det var så ulideligt for mig at se folk i øjnene, jeg kan tvinge mig selv til det, men jeg kan ikke lide det.

Det forklarede så mange ting, men hvad kunne jeg bruge det til? Jeg var jo stadig en sær snegl. Jeg var stadig ikke normal.

Jeg kom faktisk til at hade mit handicap, for det betød jo, at ligegyldigt hvor hårdt jeg kæmper, så vil jeg aldrig blive normal. Politisk korrekte folk går i gang med at sige, at det normale ikke eksistere, og at det er en god ting, men det er løgn, det ved vi der ikke bare var en lille smule aparte, men direkte unormale.

Jeg læste en masse desværre lidt forældet litteratur om Aspergers, og jeg blev mere og mere deprimeret, til en grad hvor det fik mig til at sluge en hel masse piller af had til mig selv og til mit handicap.

Jeg bliver bedre og bedre til at leve med mit handicap. Jeg hader det ikke længere helt så tit. Jeg oplever endda en gang imellem, at jeg er glad for nogle af mine særheder, men jeg har stadig dage hvor jeg synes, at det er enormt synd for mig, og hvor jeg prøver at lade som om jeg er normal, men det bliver sværere og sværere, for jeg har næsten glemt hvor hårdt det egentlig var. Jeg bliver dog nok aldrig den stolte handicappede, som jeg nogle gange oplever, at andre er. Jeg ser på dem og tænker, at deres opførelse er pinlig og at de burde lære ydmyghed, for de er ikke til at holde ud at høre på.

Dette er ikke nogen populær holdning, men det er nu en gang hvad jeg føler, og jeg gider ikke at lyve.