Ude i den virkelige verden aflæser folk hinandens sindstilstand og agerer derefter, men i mi min lille autistiske verden, er det helt urimeligt svært.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lære at aflæse folk. Nogle ting er lette: smil-glad, tårer-ked af det, råbe-vred og sammenknebne øjne-mistænksom/mangler solbriller. Men så begynder det at blive vanskeligt: tårer-morer sig, råber-ophidset/engageret/højt naturligt stemmeleje, tavs-stener/ked af det/vred/ligeglad/hvad ved jeg og smil-facade/forsvarsmekanisme. Og det er endda kun folks ansigter. For at regne ud hvad en person tænker, er der hundredtusindvis af små variationer, som man skal lægge mærke til: hovedets vinkel (vender hovedet tilbage for at se ned på en/vender nedad for at se på en over brillerne/vender væk for ikke at se på en), skuldrende (anspændte/trukket tilbage/hængende/skutrygget), armene (over kors/slappe/slaskende), hænder (urolige/i lommerne/pegende/gestikulerende), torso (anspændt/sammensunket), ben (over kors/krydsede/spredte/strakte), fødder (urolige/peger udad/peger indad) , kroppen som helhed (sidder ned/står op), hvordan vender personen i forhold til en selv(front, side eller ryg til en), hvor stor er personen i forhold til en selv (højere/lavere/bredere/smallere (fysisk/mentalt)), hvordan kan omgivelserne spille ind og ødelægge data (kulde/hede/skarp sol/larm).
Jeg bliver træt af at aflæse folk, ikke fordi jeg keder mig, men fordi jeg bruger al min energi på at observere, tænke, konkludere, observere igen, rette mine konklutioner. Der er så mange ting man skal tænke over. For at kunne holde det ud, skal der opsættes regler. At trøste en veninde: Hold om hende rundt om den øverste del af overarmen, så hun kan lægge hovedet på min skulder. Læg kinden på hendes hovede så hun mærker et let tryk, men hold igen så hun ikke skal bære vægten af mit hovede. Kontroller åndedræt og prøv at få pulsen ned. Rør ikke en eneste muskel ligegyldigt hvor ondt det gør, hun skal ikke få det indtryk, at hun skal trække sig tilbage for min skyld. Tøm hovedet for tanker, det er hende der er vigtig, ikke mig, jeg kan kun gøre dette hvis jeg beder fader hvor eller hil dig Maria om og om igen. Læg mærke til alle hendes bevægelser og hendes åndedræt. Skal jeg klemme hårdere? Skal jeg give slip? Skal jeg sige noget? Jeg elsker at kunne trøste, men det kræver meget af mig.
Jeg har brugt så mange år at lære at aflæse andre, men jeg har ikke lært af dem, hvordan jeg skal agere for at andre kan aflæse mig. Jeg føler mig som en manipulerende lille finke, når jeg lader som om for at blive trøstet eller beroliget.
Jeg har fået at vide, at jeg kan være meget svær at aflæse. Min tidligere kontaktpædagog arbejdede intenst med mig i næsten et år før hun kunne (som den første nogensinde) og alligevel glippede det en gang imellem. Jeg har nu fået en ny kontaktpædagog, og hun gør et godt stykke arbejde, men hun har endnu ikke træningen til at kunne læse mig. Jeg bebrejder hende ikke, men nu har jeg prøvet hvor befriende det kan være, ikke at skulle anstrenge sig så forbandet meget, så en gang imellem sker det, at jeg savner det så meget, at det gør ondt.
I går var sådan en dag. Min nye kontaktpædagog kunne ikke lige læse mig, og jeg kunne ikke lige finde ordene, så jeg skar mig, og for første gang siden oktober skulle jeg på skadestuen og sys.
Jeg er skuffet over mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar