Den sværeste af alle bønner

Når jeg er med DUK (Danmarks Unge Katolikker) på tur, så synger jeg med på de sange hvormed vi indleder og afslutter måltidet, men jeg synger bare, jeg hverken tænker eller føler, for bordbønnen er den sværeste af alle bønner, når man er som mig. Der hjemme gør jeg det aldrig. Det er fordi det der med maden er så svært.

Jeg elsker mad. Jeg elsker at købe det, tilberede det, se på det, lugte til det, smage på det og spise det. Jeg elsker at læse om det, se programmer om det og diskutere det med andre. Jeg drømmer om at smage alverdens lækkerier. Mine tænder løber i vand bare ved tanken om det. Jeg tænker på det i hovedparten af døgnets 24 timer. Måske er 'elsker' ikke det rigtige ord, det er måske mere korrekt at sige at jeg er besat af mad. Det lyder måske meget godt, men det er langt fra så simpelt. Min besættelse af mad begyndte for 10 år siden at blive sygeligt. Min kærlighed til mad gjorde mig bange for mad. Jeg vidste, at hvis jeg ikke passede på ville jeg blive fed, så hvis jeg ville forblive slank (og helst tyndere) så måtte jeg vende ryggen til mit livs stor kærlighed. Jeg har aldrig været hard core anorektisk, så jeg kan ikke leve uden mad, selvom jeg nogle gange ønsker det, men jeg har ikke siden den gang kunnet tillade mig selv at spise noget rigtig lækkert. Jeg snakker meget om lækker mad og god kvalitet, men jeg er først nu begyndt at kunne lære at spise det, for jeg synes ikke, at jeg fortjener det.

Mad er farligt. Hver mundfuld jeg tager er starten på et eventuelt ædeflip, hvor jeg propper mig med sådanne mængder af mad, at nogle slet ikke kan forstå det. Jeg sluger maden, prøver at huske at tygge, for at det lettere kan komme op igen, men det er svært, for det skal gå hurtigt. Jeg smager ikke, jeg æder bare. Måske sker det, måske gør det ikke, men faren er der altid.

Mad er farligt, for jeg elsker det, men det er en skræmmende kærlighed der æder mig op.

Mad er skræmmende, for det gør en. Bare en mundfuld for meget hist og her og det kan ses på vægten den næste dag.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil få et normalt forhold til mad. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne spise en lækker middag med mennesker jeg holder af uden dårlig samvittighed. Jeg forundres ved tanken om, at nogen kan nyde mad, ved de da ikke hvor farligt det er? Er det virkelig muligt at have et liv ved siden af maden? Kan man virkelig leve et liv, hvor ens humør ikke bliver styret af maden.

Jeg ville ønske, at jeg frit kunne gå ud og spise med mine venner og familie, men der er kun et begrænset udvalg af steder vi kan tage hen, hvor jeg kan føle mig tryg.

Hvordan takker man for mad som føles som en forbandelse...