I fredag da jeg tog toget hjem fra Århus hvor jeg går til psykolog, kom jeg til at sidde overfor en mor og hendes lille datter. På et tidspunkt spurgte moderen hvad der var sket med mine arme, jeg sagde med en klump i halsen, at det er noget jeg gør ved mig selv. Hvorfor fik jeg en klump i halsen? Det plejer jeg ellers ikke. Hun så på mig med et venligt blik og sagde "Stakkels lille dig" og så sagde hun ikke mere. Det var egentlig rart, da jeg ikke lige kunne et tredje grad forhør. Så gav hun sig til at bede for mig. Ikke sådan noget med store armbevægelser og en masse Hallelujaer.
Det er svært at sige, hvordan jeg kan vide, at hun bad for mig, for hun sagde ikke noget, sad bare med lukkede øjne og foldede hænder, men jeg er helt sikker. Det havde til dels noget at gøre med korset om hendes hals, bogen der lå på bordet, hendes let opadvendte ansigt og den pludselige ro der kom over hende. Der var dog noget over hende, som man nok kun ville kunne genkende, hvis man selv er religiøs.
Hvordan føles det så at en fremmed pludselig begynder at bede for en?
Når det gælder religiøse emner, er jeg nok meget dansk og blufærdig. Jeg bliver forfjamsket og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg synes ikke, at det religiøse kun hører til i det private, men jeg har selv svært ved at snakke om det uden at blive lidt rød i hovedet. Jeg ved ikke hvorfor jeg føler at, jeg bør skamme mig over min religiøsitet, og det kør jeg i princippet heller ikke, men i praksis er det ikke nær så ligetil.
Tidligere er det hændt, at venner og bekendte ville bede for mig. Hvad svarer man lige til det? Øh, tak og i lige måde. Det lyder bare så dumt. Jeg ved ikke om jeg grædende bør falde dem om halsen af taknemmelighed, eller om jeg skal græmmes over, at det står så skidt til med mig. er det mon bare noget de siger, fordi de holder af mig? Nej, jeg tror, de mener det oprigtigt.
Når nu det så pludselig var en vildt fremmed, så må det jo stå rigtig skidt til med mig. Dagen titel er fra en pro-ana side (pro-anoreksi > små dumme teenagepiger der tror, det er sejt at have en spiseforstyrrelse). Det går ud på, at målet er at blive så syg, at fremmede på gaden beder for en. Udtrykket stammer sandsynligvis fra USA, for det sker godt nok ikke tit, at danskere pludselig beder for folk de ikke kender, eller i det mindste giver udtryk for det.
Sandheden er, at det ikke er fedt, at man er kommet til det punkt, hvor det sker, men det var stadig en befriende fornemmelse, som om jeg kunne føle mig helt tryg da jeg steg af toget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar