Panodiler

I går fik jeg udleveret hele mit glas med Panodiler.

På grund af risiko for overdosis har pædagogerne opbevare dem for mig, jeg kunne så skrive og bede om et par efter behov.Det var besværligt, især hvis jeg vågnede om natten med hovedpine, for jeg havde jo ikke lyst til at vække nattevagten for så lidt. Så mest af alt har det faktisk været til besvær ikke selv at have dem, men jeg har lidt for mange gange bevist, at jeg ikke er til at stole på.

I princippet kunne jeg bare være gået ned i byen og have købt nogle selv, hvis det var det jeg ville, men jeg ville bevise over for min tidligere kontaktpædagog, at jeg var stærk og kunne kæmpe imod tankerne og impulserne. Nogle gange var det hårdt. Nogle gange blev verden bare lidt for mørk, tankerne lidt for påtrængende, angsten lidt for nærgående og det blev bare lidt for svært at trække vejret, men jeg holdt ud, og nu er der gået ca 18 måneder siden min sidste overdosis.

At jeg nu må opbevare mine egne Panodiler er en stor tillidserklæring fra pædagogernes side. Det er en lidt underlig fornemmelse at have dem stående. Jeg kommer helt automatisk til at tænke på at tage dem, men jeg gør det ikke, for jeg er ikke længere den person. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, hvad der vil ske, hvis jeg pludselig får det skidt. Jeg tror ikke at jeg vil tage dem, men nervøsiteten sidder i mig.

Jeg ser det som et godt tegn, at jeg er bange, for for et par år siden, var jeg ikke bange, da tog jeg dem bare.

Kristeligt Dagblad bragte i går en artikel om at der ikke gøres nok for de unge der forsøger selvmord. Selvom jeg selv var for gammel til helt at falde i den kategori, kan jeg kun nikke bekræftende dertil.

Første gang jeg prøvede blev jeg bare sendt hjem til et tomt kollegieværelse uden at få muligheden for at tale med nogen. Det førte til at jeg havde 6 overdoser på 7 måneder. Jeg vidste godt at det var slemt, men hvor slemt fik jeg faktisk først at vide af en medicinstuderende på en DUK tur. Alle unge burde have ret til at vide hvor skadeligt det er og ikke bare blive mødt med "det er slemt".

Selvmordstanker kan ikke ties væk, men det kan være svært at nå ind til patienten, især hvis man betragter hende som en patient. Jeg har heller ikke selv været helt villig til at tale, dels fordi jeg ikke kender de rigtige svar, og det får mig til at føle mig dum. Når man taler om selvmord, er det som at tale et helt nyt sprog, det skal øves og øves og øves før man kan gøre sig selv nogenlunde forståelig. Man kommer til at sige ting, man senere fortryder, man kommer til at modsige sig selv, og der er tidspunkter hvor man snakker uden at man har noget at sige og tidspunkter hvor man er tavs selvom ens hjerte er fyldt, men det vigtigste er, at man ikke går helt i stå.