I går på DR 2 var der temadag om Asperger autisme. Jeg vidste egentlig godt, at jeg ikke burde se den slags, jeg bliver så nedtrygt. Ligegyldigt hvor meget de gør for at fremhæve de positive sider, så synes jeg altid, at det negative fylder mest, men det er nu slet ikke det der irriterer mig. Jeg vidste det allerede, da jeg læste programmet, at fokus endnu en gang ville ligge på drengene.
Drenge og piger med Aspergers er meget forskellige, i en grad hvor menigmand næsten kunne tro, at det var to forskellige diagnoser. Man kan argumentere for at drengene selvfølgelig fylder mest, fordi der bare er flere drenge end piger med Aspergers, men meget tyder på at det slet ikke er sådan, der er bare flere drenge der bliver diagnostiseret, fordi deres symptomer er mere synlige.
I gårsdagens program var der dog et lille klip der meget godt viser problemet. Adam og Pi der begge har Aspergers står og snakker sammen.
Adam: Du virker slet ikke til at have det.
Pi: Nej, jeg har nok altid været god til at skjule det.
Det er så rammende. Vi piger er bare bedre til at skjule vores handicap og tilpasse os omverdenen. Det lyder måske meget godt, men det sker som oftest på bekostning af vores eget ve og vel. Piger med Aspergers syndrom bliver normalt bare set som stille piger, og stille piger får lov til at passe sig selv. Mange mennesker har i tiden haft svært ved at tro, at jeg har et handicap, for de kender drenge med Aspergers, og jeg er slet ikke som dem. Det er meget demotiverende, for de tager slet stilling til alt det hårde arbejde jeg lægger i at tilpasse mig omgivelser, der slet ikke er indrettet til folk som mig.
Groft sagt, kan man sige at drengene er udad reagerende og pigerne er indad reagerende. Drengene bliver opdaget tidligere fordi de kan være aggressive og voldelige, hvis de stilles overfor urimelige krav og ikke har mulighed for at lære at kontrollere sig selv. Derimod kan pigerne gå i mange år med angst og selvhad, før de bliver så deprimerede og selvdestruktive, at de til sidst får brug for professionel hjælp.
Faktisk ved jeg ikke meget om forskellene, for 99% af al litteratur handler om drengene. Jeg ønsker bare ligeværd indenfor mit handicap.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar