Velkommen

Tja, så sidder jeg her foran computere. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, jeg føler at jeg er ved at gøre noget dumt, at jeg ender med at blive til grin. Jeg ved godt at det slet ikke er så slemt. Jeg ved godt, at det værste der kan ske er, at ingen læser med, eller at det viser sig at jeg ikke har noget at sige og det hele ender med at løbe ud i sandet. Well, so be it, jeg prøver alligevel.

Jeg ved ikke om stemningen er til dette lille projekt. Er der nogen der gider at læse om mig og min kamp? Er der plads til endnu en blog om en ung kvinde der har det hårdt? Okay, helt ung er jeg altså ikke rigtigt længere. Er der noget potentiale i en dansk blog om at være katolik? Kan man overhovedet være en rigtig kristen, hvis man ikke elsker livet?

Mit projekt er, at jeg inden jul vil tilbage på min rette plads på kirkebænken, og i denne blog kan du følge min kamp. En kamp mod mig selv, mod angsten og mod dårlige vaner. Det lyder som en klisché, men det gør det ikke mindre besværligt. Der er meget der skal overkommes. Som tingene er nu, kan jeg end ikke gå forbi kirken når jeg skal ned til byen uden, at jeg trækker skuldrende op om ørerne og håber, at det ikke er lige da, at præsten vælger at gå ud og handle eller hvad han nu skal. Min mave slår knuder og jeg skammer mig. Jeg pjækker fra min messepligt, og jeg er bange for en konfrontation, ikke med ham, men med mig selv.

Der var en gang... For længe, længe siden... Okay, den gang da jeg var nybagt katolik, var jeg fast inventar i kirken. Søndagsmesser, hverdagsmesser, rosenkrans, tidebøn eller godt gammeldags manuelt arbejde, I was there. Jeg var ikke kræsen, ingen prædiken for kedelig, intet teologisk problem for kringlet, ingen cykeltur for lang. Jeg var konvertit med stort K.

Men så kom mit annus horibilis, 2007. Der skete mange ting der fuldstændig knækkede mit i forvejen skrøbelige sind. Jeg har med regelmæssige intervaller gennem hele livet oplevet moderate depressioner, og tiden imellem dem plejer heller ikke at være helt sjov. Denne gang fik jeg det så endnu værre. Siden da har jeg så kæmpet for at komme på benene igen. Det har været en lang kamp, og jeg har mange gode og dårlige historier fra den tid, og selvom jeg da nok ender med at fortælle et par stykker, så er det ikke det denne blog kommer til at handle om. Siden 2007 har jeg kun været til messe få gange, skrifte ca 4 gange, kommunion kun når jeg for nyligt havde skriftet, men jeg har hele 3 gange været på ture med DUK, og der har jeg oplevet den glæde jeg husker.

Det er den glæde jeg ønsker at komme tilbage til. Konvertitrusen er noget ganske særligt, som højst sandsynligt aldrig kommer tilbage, men det betyder ikke, at jeg ikke igen vil opleve vinen og blodets sødme eller at jeg ikke igen kan kigge på den korsfæstede Jesus og ikke vide om jeg skal grine eller græde. Jeg ved ikke hvad der er et realistisk mål, men jeg håber at kunne sidde på bænken julenat med et smil på mine læber og med en barnlig lykke i hjertet.

Der er 14 uger og 6 dage tilbage. Jeg er ikke sikker på om det er lang eller kort tid. Egentlig ville jeg have sagt påske, for det er dog den vigtigste af alle dage, men min ADD ville nok miste interessen undervejs, og min dovenskab ville sige "ikke i dag, der er jo masser af tid".

Mit mål er at skrive minimum to gange om ugen. Det burde jeg kunne overholde, selvom det nok kræver lidt tilvending at have deadlines for første gang i 4 år. Jeg vil prøve at skrive oftere, men nogle gange bliver jeg så umådeligt træt af næsten ingenting, og så er jeg nødt til at ligge på sofaen i flere dage i træk, så jeg kan ikke love at kun skrive hver dag, hvor meget jeg end vill. Hvis jeg ikke skriver de to gange om ugen er det fordi jeg har det virkelig dårligt, så bær over med mig.

Status lige nu. Jeg har det bedre end jeg nogensinde har haft det før, og hvis jeg har, så kan jeg i hvert fald ikke huske det, men selv nu hælder jeg mod det melankolske og aftener og weekender er stadig præget af angst. Jeg får en hulens masse piller, piller mod depression, piller mod angst og piller mod ADD. Piller er ikke den nemme løsning, de får mig kun op på et niveau hvor jeg er i stand til at håndtere mine problemer, resten må jeg selv kæmpe for. Selvom jeg stadig skærer og brænder mig selv en gang imellem, så har det ikke været så galt at jeg skulle på skadestuen siden oktober, hvilket jeg er meget stolt over. Jeg slås dog stadig med tankerne.

Diagnoser: Aspergers syndrom, depression, ADD, selvskade, spiseforstyrrelse, hovedsageligt bulimi og selvmordstanker og impulser.

PS Fremtidige indlæg bliver helt sikkert ikke så lange som dette.