Mental brusekabine

Min præst kom hjem til mig kl 10 for at høre mit skriftemål.

En af mine veninder spurgte, om man ikke kun skulle skrifte, når man har gjort noget, og det er også helt rigtigt, problemet er bare, at man hele tiden gør et eller andet der ikke er helt godt, eller man undlader at gøre noget godt. Indrømmet, jeg har ikke begået noget virkelig slemt, det er svært at komme til at gøre noget virkelig slemt, når man lever et så afsondret liv som mig. Jeg har til gengæld været alt for magelig. Det er så let bare at følge med strømmen og tilskrive gode ting ens eget hårde arbejde og ikke Guds nåde. Det er så let at blive siddende i sofaen i stedet for at tømme opvaskemaskinen så pædagogerne slipper, det er ikke mit job, men de er underbemandede og jeg har faktisk de 2 min det tager. Det er så let at grine over andres fejl, at jeg nogle gange glemmer, at de måske også har det svært. Det er så let lige at forkæle sig selv lidt, eller det er det så faktisk ikke altid, men enten gør jeg det for meget eller også slet ikke. Jeg donerer 10 kr til Røde Kors og straks føler jeg mig som en helgen. Jeg beder ½ Fader Vor og bliver så afbrudt, men tænker, at det vel kan være godt nok. Der er så mange små ting og det løber med tiden op.

Min præst var meget sød og sagde, at det er helt i orden at nyde tilværelsen og forkæle sig selv lidt. Som bod skal jeg prøve at gøre en god gerning, men hvordan definerer man en god gerning? Er det nok at skrive nogle opmuntrende sms'er til min veninde der har det virkelig skidt (a damsel in distress)? Skal jeg donerer alle mine pantflasker til godgørende formål i Fakta (det gør jeg jo allerede)? Eller skal jeg banke på hos gamle Grethe på noget og 90 og tilbyde min hjælp (hun lugter virkelig slemt)? Det er nok den sværeste bod jeg nogensinde har fået. Måske er det dog en meget passende bod, for når man får nogle bønner eller et skriftsted er det jo så let bare at jappe igennem dem, og det er jo lige præcis det der er mit problem. Det er nok godt, at jeg bliver sat til at tænke lidt.

Det kan være virkelig skræmmende at skrifte. Ligegyldigt hvor mange gange man får at vide, at præsten jo har hørt det hele før, og at han glemmer det hele med det samme, så sidder jeg i hvert fald tilbage med en knude i maven, lidt som når man skal til eksamen. Til gengæld synes jeg at den følelse jeg får når jeg har fået absolution (tilgivelse) er noget af det mest befriende man kan lænke sig. Jeg føler mig ren, glad og let. 10 min på et skriftemål virker på mange måder bedre end en hel time hos psykologen, uden at de to ting ellers skal sammenlignes.

Denne gang kom der dog skår i glæden, for så snart præsten var gået, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt det vigtigste, jeg kan ikke helt finde ud af om jeg glemte det med vilje, eller om jeg simpelthen havde svedt det ud.