Jeg havde en forfærdelig migræne i går, men det nyttede ikke noget at ligge i sengen og have ondt af sig selv, for jeg kunne ikke finde ro, så jeg lå bare og havde endnu mere fokus på mig selv og på min smerte. Desuden var der masser af ting der skulle ordnes, der skulle vaskes op, renses kantareller og jeg skulle til lægen og have fjernet sting.
Men hvordan er det lige med det der selvmedlidenhed? Er det sådan noget skidt egocentreret noget man helst skal undgå? Eller er det helt i orden og en vigtig del af det at være menneske?
Personligt kan jeg i hvert fald ikke undvære det, men det må helst ikke kamme over, for så bliver det bare ynkeligt. Der er ikke noget værre end folk det har enormt ondt af sig selv og også vil have, at andre har ondt af dem. Jeg plejer at holde min selvmedlidenhed på et ironisk plan, og bruger det bare til at komme igennem de hårdeste dage. Jeg er virkelig bange for at falde i og virke ynkelig.
Det er vigtigt, at man ikke helt lader selvmedlidenheden indfange en. Alt for meget navlepilleri gør, at man får sværere ved at give slip og komme videre med sit liv. Jeg har ikke noget belæg for det, men jeg er sikker på, at selvmedlidenhed udløser nogle af de samme belønningsstoffer som ros, chokolade og sex.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar