At skabe et hjem

For nogle uger siden havde jeg besøg af en psykolog fra et andet bosted, der ville vide noget mere om selvskadende piger med Aspergers syndrom, et emne jeg desværre ved alt for meget om. Han ville gerne se min lejlighed, se hvor stor den er, hvordan jeg har indrettet mig ect. Jeg indrømmede over for ham, at jeg ikke føler mig hjemme i min lejlighed. For mig er den bare et sted jeg opholder mig, indtil jeg kan gå op i fællesstuen kl 14.30. Vi talte lidt om, at det måske ville hjælpe, hvis jeg gjorde noget så simpelt, som at ommøblere min lejlighed.

Jeg har blottet det meste af mit liv for denne psykolog, men min lejlighed gjorde mig blufærdig. Jeg mener, at det er en kvindes job at skabe et hjem, men jeg havde fejlet. Det lyder gammeldags, men hvor ofte roser vi ikke vores veninder for deres bopæl, hyggelig, flot, smart eller hvordan de nu har indrettet sig. Min lejlighed er ingen af delene. Det er ikke et sted, hvor jeg ville være stolt over at invitere veninder på middag. Det er ikke et sted, hvor jeg en regnfuld efterårsdag kan sætte mig med en bog og en kop te. Det er ikke et sted jeg kan lide at være. Den er kold i alle ordets forskellige betydninger.

Men hov, var det ikke meningen, at denne blog skulle handle om tro? Både og, den handler om mig, og lige nu kan min tro ikke få fodfæste fordi jeg ikke kan få fodfæste. Hvis jeg skal undgå angst i kirken, må jeg først undgå angst i hjemmet. Så lige i dag handler min blog og mit liv om at skabe et hjem.

Jeg har diskuteret problemet med flere af pædagogerne her, og studeret IKEA kataloget så grundigt, at jeg nærmest kan den udenad. Jeg har målt og regnet og startet forfra igen. Til sidst var jeg dog klar til, at min faste kontaktpædagog og jeg kunne tage en tur til IKEA i Aarhus. Det blev en dyr tur hvor jeg brugte næsten 4,000 kr, men til gengæld har jeg nu nogle møbler jeg forhåbentligt kan bruge i mange år fremover. På en måde virker det hele også en smule ynkeligt. Et hjem bliver ikke skabt af møbler, potteplanter og pyntepuder. Det er mig der er nødt til at ændre mig, men lige nu, er det møblerne jeg har en mulighed for at gøre noget ved, så det gør jeg.

Jeg ved ikke om det hjælper. Lige nu er min lejlighed bare fyldt med brunlig-grå papkasser, der bare venter på, at jeg tager fat, men jeg står bare og ser på dem, og bare tanken gør mig træt. Jeg glæder mig til at blive færdig, engang, på et tidspunkt, med tiden, når jeg overkommer min træthed, men jeg er også nervøs. Hvad nu hvis det ikke hjælper? hvad nu hvis jeg ender med en fin lejlighed, jeg stadig ikke har lyst til at opholde mig i? Jeg har ikke lyst til altid at leve med angsten, og jeg er ved at løbe tør for idéer.