En af mine veninder forærede mig en gang en bog af en buddhist, eller det kaldte han i hvert fald sig selv. Den handlede om, hvordan, man skulle lære at finde finde glæden ved at se ind i sig selv mens man gør alle de små dagligdags ting som oprydning, rengøring og opvask. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var noget sludder, og det mener jeg stadig.
Jeg har brugt masser af tid på at betragte mig selv. Jeg har svælget i selvmedlidenhed, jeg har blottet mit liv for læger, psykologer og alle der gad lytte og mine samtaler med min psykolog er ofte en slem gang navlepilleri. Jeg tror ikke, at der er et emne, jeg er så god til at tale om, som mig selv. Har det hjulpet mig? Helt bestemt. Jeg har indset mange ting omkring mig selv, ting jeg skal gøre bedre, ting jeg kan, ting jeg ikke kan og ting jeg måske en dag vil kunne. Det har gjort mit liv lettere, men det har ikke gjort mig lykkeligere.
Lykken kommer når jeg retter mine øjne mod Gud, det var hvad jeg mente den gang, og det har ikke ændret sig. Den gang ville jeg vende det til at jeg skulle lære at finde finde glæden ved at se på Gud mens jeg gjorde alle de små dagligdags ting som oprydning, rengøring og opvask, men der var et problem. Det var ikke et problem at rette mine øjne på Gud, det var et stort problem at rydde op.
Jeg kan se på jævnaldrende ude i den virkelige, ikke autistiske verden, at oprydning er noget man bare gør selvom det kan være surt, det er bare en opgave på listen over ting man bare gør, men det er det ikke for mig. Jeg har altid været et forfærdeligt rodehovede, det kom endda så vidt, at min mor tog et billede af mit værelse og satte det ind i familiealbum, så jeg altid kunne blive mindet om min skam over ikke bare at kunne rydde op, over min dovenskab.
Efter jeg blev diagnostiseret med Aspergers i en alder af 23, fik jeg pludselig at vide, at det ikke er fordi jeg er doven, men fordi jeg ikke ser én arbejdsopgave, jeg ser hundredvis af små opgaver, hver lille genstand en opgave i sig selv, og så bliver jeg overbelastet allerede før jeg går i gang. Så vidt så godt, men det hjalp jo ikke på det grundlæggende problem, at mit kollegieværelse lignede lort og jeg havde ikke energi til at gøre noget ved det.
For nogle uger siden var jeg på besøg hos en veninde der også lider af en spiseforstyrrelse. Jeg var virkelig imponeret af, at hun kunne håndtere sygdom, mand og børn og et skindende rent hjem. Hun fortalte hvordan hun brugte oprydningen i et forsøg på at holde sig væk fra maden, og jeg fik lov til at observere hvordan hun gjorde. Jeg kunne få lov til at se hvordan hun satte ting på plads, tørrede bordet af og alle de ting der høre til oprydning. Sjovt nok, er der aldrig nogen der har lært mig HVORDAN man rydder op, og der kunne jeg i en alder af 26 sidde og tage noter til noget alle andre gør helt naturligt, omend mere eller mindre frivilligt. Pludselig gik det op for mig, at det godt kan betale sig at sætte noget på plads selvom man måske skal bruge det senere.
Før så jeg på rodet, og tænkte at jeg burde rydde op, så skulle jeg tage en beslutning om hvad jeg ville starte med, og så skulle jeg overføre det fra tanke til handling, men her gik jeg i stå. Det var som om kontakten mellem hjerne og krop var kappet. Hver genstand der skulle samles op var en kamp, og det kunne jeg ikke holde til ret længe, men ved at observere lærte jeg.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg lige så stille at prøve mig frem, men jeg bliver bedre og bedre som tiden går. Jeg føler mig som en ægte lille husmor fra en Morten Korch film, når jeg går rundt i min lejlighed der måske ikke er skindende ren, men det er i hvert fald meget bedre end før, og jeg er stolt, ikke fordi jeg synes jeg har gjort noget fantastisk, men fordi jeg nyder mine små ensomme stunder med Gud.
Jeg er 26 år, og der er mange ting jeg burde kunne men som jeg ikke kan. Jeg skammer mig, vil ikke have, at folk kan se, at jeg er handicappet, bruger uendeligt mange kræfter for at skjule det, læser bøger i håbet om at lære det uden at spørge om hjælp, men nu er der en ting mindre på min liste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar