Jeg er i bogstaveligste forstand vokset op sammen med internettet, helt tilbage fra et skrattende modem og kun en håndfuld hjemmesider at vælge imellem. I al den tid har medierne prædiket sædernes forfald og opløsningen af personlige relationer. På nettet kan man jo lyve om hvem man er, mange mister enhver forståelse af god opførelse og sviner andre til og forhold bliver flyvske og afstumpede.
Ødelægger internettet virkelig vores evne til at knytte bånd?
Jeg bor i en by jeg ikke har spor lyst til at bo i. Jeg elskede at bo i Aarhus, der havde jeg mit studie, der havde jeg mine venner og der havde jeg min lillesøster. Fra højere sted blev det besluttet, at jeg ikke var i stand til at tage vare på mig selv og skulle flytte på et døgnbemandet bosted for unge voksne med Aspergers syndrom, så efter et års tid på venteliste, blev jeg deporteret til Randers, for et sådan tilbud findes ikke i Aarhus.
Jeg kendte ingen i Randers, og efter to år kender jeg stadig ingen. hvordan får man venner i en ny by når man ikke længere studerer og ikke arbejder? Der er heller ingen jævnaldrende i min kirke.
Internettet er min redning, der snakker jeg med folk. Jeg møder nye mennesker, genopfrisker gamle bekendtskaber og jeg har mulighed for at bevare kontakter der ellers ville være gået i opløsning. Nogle har jeg mødt, andre har jeg ikke, men betyder det virkelig så meget? Min autisme har altid gjort det svært for mig at få venner og bevare venskaber. Jeg har aldrig rigtig passet ind, men på internettet er det lettere at blive accepteret på trods af sygdom og handicap. Jeg er den ynkværdige person man altid ser i tv-serier (der tit ender som mordoffer) hende uden 'ægte' venner og som man skal have ondt af.
Er disse mine få venskaber mindre værd, bare fordi de hovedsageligt fungere online? Jo, det ville være fedt hvis min kære Maane boede rundt om hjørnet og vi kunne holde fælles ædegilder, men det gør hun ikke, og uden internettet havde jeg aldrig mødt hende eller mange af de andre skønne mennesker der gør min hverdag til at holde ud.
Hav blot ondt af mig hvis det er det i vil, men jeg har ikke ondt af mig selv, for jeg har de veninder jeg har brug for.
2 kommentarer:
De skrevne ord er tit de klogeste - fordi der ligger tanker bag hvert et bogstav. Så hvorfor skulle de bedste venskaber ikke være dem, som der ligger flest (om)tanker bag? Jeg hader spiseforstyrrelsen ødelæggende egenskaber, men den har givet mig de bedste venskaber, så hvorom alting er ville jeg ikke have været den foruden. Dermed ikke sagt at det ikke er bedst, at blive rask - og lykkelig. Tage den indsigt sygdommen har givet mig og bruge den på at være et bedre menneske.
"En dag tilbage" - Japan <3
Jeg er enig med Maane.. Og jeg er rigtig glad for, at internettet har givet mig muligheden for at lære dig at kende. Nogle gange er det også uoverskueligt at være sammen med nogen, og så er det rart at have internettet - så er man alligevel ikke helt alene..
Knus Kat
Send en kommentar